Computerspil er blevet til pengemaskine, og turneringer i Counter-Strike og League of Legends kan lokke op mod 30.000 tilskuere til. Det vil Odense være en del af.
I hvert fald hvis det står til rådmand Jane Jegind (V) fra by- og kulturforvaltningen. Hun er begejstret for ideen om at lave en e-sportsfestival i byen til næste år.
- Der er et stort udviklingspotentiale i e-sport. Det er meget større, end vi havde forestillet os, og andre byer har ikke sat sig på det. Desuden er e-sport noget, der kan understøtte hele Odenses identitet som teknologi- og robotby, siger hun.
Jane Jegind er derfor overbevist om, at kommunen kan få en computerspilsfestival op og stå.
- Vi har allerede sat penge af til at understøtte vækst i Odense. Derfor tror jeg sagtens at vi kan støtte dette initiativ, fordi det netop understøtter udviklingen i byen, siger hun.
Men hvis der skal laves en fynsk festival for computerspil, så skal det gøres rigtigt. E-sport har nemlig en meget kritisk målgruppe, fortæller Frederik Byskov, manager for e-sportvirksomheden Astralis.
- Odense skal involvere folk, der har ekspertise indenfor e-sport. Det skal ske i både planlægning og udførelsen, for ellers tror jeg, at arrangørerne kan få en over snuden. Men hvis det gøres rigtigt, kan det blive et kæmpe trækplaster, siger han.
Jane Jegind vil ikke sætte et eksakt beløb på, hvor meget en festival skal koste, men hun vil drøfte det i forvaltningen.