Omkring klokken 14 her til eftermiddag blev der affyret skud mod Hells Angels' klubhus på Petersmindevej i Odense.
Ifølge Fyns Politi er ingen kommet til skade, men politiet er massivt til stede, har afspærret området og er i fuld gang med efterforskningen, lyder det fra Fyns Politi.
Politiet oplyser desuden, at der er set omkring 10 knallerter i området.
- Oplysninger tyder på, at det var en af disse personer, der skød. Der er afgivet mere end et skud, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Sagen kommer efter en skudepisode tidligere på sommeren.
I slutningen af august blev en tysk HA-rocker skudt i låret på en tankstation på hjørnet af Ejbygade og Nyborgvej i Odense.
Rockeren blev indlagt og opereret på Odense Universitetshospital og overlevede.
Et 19-årig medlem af indvandrerbanden Black Army er sigtet i den sag.
Fyns Politi oprettede i den forbindelse visitationszoner i både Odense og Nyborg, hvor Hells Angels også har et klubhus. Tidligere på ugen blev visitationszonerne ophævet.
Skyderiet i dag har fået politiet til at genoprette visitationszoner i dele af Odense.
https://twitter.com/FynsPoliti/status/774234423210500096
De to bandegrupperinger slås angiveligt om det lukrative narkotikamarked på Fyn.