Talende robotter kan smække døre og slukke lys

Stemmestyrede robotter er en del af det nye levende laboratorium, Living Lab, på Nordfyn. Projektet er efterspurgt af Danske Handicaporganisationer.

Max Jensen, direktør i Human Tech, viser det talestyrede gardin Kammertjener frem i Living Lab. (Foto: © Charlotte Flyvbjerg, DR FYN)

Talende gardiner, robotstøvsugere og senge, der kan få dig på højkant.

Kommuner landet over har åbnet "levende laboratorier," der skal være med til at afprøve velfærdsrobotter, som kan hjælpe en befolkning, der bliver mere og mere gråhåret.

Det seneste laboratorium ligger i landsbyen Særslev på Nordfyn og hedder Living Lab. Men projektet er ikke opstået, fordi kommunen vil spare penge.

Efterlyst af handicaporganisation

Danske Handicaporganisationer på Nordfyn har nemlig efterlyst et tiltag, hvor borgere kan komme ind og prøve nye velfærdsteknologi og tale med producenterne bag.

- Brugerne vil gerne teste, producenterne vil skabe udvikling, og her i kommunen har vi viden på området, så det er de tre ting, der til sammen gør Living Lab unikt, siger Judith Poulsen, chef for sundhed og rehabilitering i Nordfyns Kommune.

Snak med gardinet

En af brugerne er Vibeke Rasmussen, næstformand i Danske Handicaporganisationer. Hun har siddet i kørestol i 10 år, og hun er begejstret for Living Lab. Vibeke Rasmussen har allerede et par hjælpemidler i sit hus, herunder en køkkenstol, hun kan sidde på, mens hun laver mad. Men det er ikke godt nok.

- Jeg kan stadig ikke komme i skabe og skuffer, fordi stolen står i vejen. Derfor er det da helt fantastisk, hvis der kommer flere intelligente løsninger, siger hun.

Brugerne skal give grønt lys

Vibeke Rasmussen testede selv det talestyrede system "Kammertjener," som kan styre gardiner, slukke og tænde lyset samt lukke og åbne døre ved stemmeføring.

Den løsning er hun blevet lun på, og det glæder Iben Warthou fra firmaet Handi Good. Det er nemlig dialogen mellem producenter og brugere, der giver næring til de levende laboratorier:

- Det er brugerne, der skal sige ok for produkterne, og hvis ikke de kan det, så kommer det jo aldrig på markedet, siger Iben Warthou.

Ud over Nordfyn har Odense og Middelfart forskellige former for Living Labs, der afprøver velfærdsløsninger.