Det er ikke kun tegninger på kroppen, fem odenseanske tatovører fra Odense er blevet spurgt om her på det sidste. De blev torsdag afpresset af banden Black Army til at betale beskyttelsespenge, hvilket fik dem til at gå til Fyns Politi.
- Der kom tre mand og bad om ”donationer”, men idet de kom ind med rygmærker, så er der ingen tvivl om, at det ikke var donationer. Det var det, som politiet kalder afpresning, fortæller formand for Professionelle Danske Tatovører, Lars Pedersen.
Formanden håber på, at anmeldelsen sender et signal om, at de odenseanske tatovører ikke er et let offer for pengeafpresning, men tatovørerne står sammen både i Odense og hele Danmark.
- Jeg håber virkelig, det stopper her. Vi er ikke interesseret i nogle former for konflikt eller opgør, men vil bare gerne drive vores forretning i fred, siger han.
Hos Fyns Politi håber man, at den aktuelle sag vil få flere til at stå frem.
- Det er vigtigt, folk anmelder alle former for afpresning, så vi har en reel mulighed for at handle og sætte en efterforskning i gang, siger Benny Linde Larsen, Linjechef for efterforskning ved Fyns Politi.
Søndag blev tre medlemmer fra banden Black Army anholdt i sagen. Her blev en 20-årig mand kort efter varetægtsfængslet, mens en 23-årig og 36-årig mand blev fængslet mandag efter grundlovsforhør, der foregik bag lukkede døre.
