Vicepolitiinspektørens fem gode råd: Sådan undgår du indbrud i julen

Antallet af juleindbrud falder, men julen er stadig indbrudstyvenes fest.

Vicepolitiinspektør Steen Sørensen fra Fyns Politi giver dig her fem gode råd til, hvad du kan gøre for at undgå indbrud i julen.

Julen er hjerternes fest, siger man, men desværre er højtiden også indbrudstyvenes fest.

Sidste år blev der begået 1.037 indbrud i private hjem i dagene fra den 23. til 31. december.

Sidste år var antallet af indbrud på juleaftensdag 2,7 gange højere end antallet på en gennemsnitsdag, og alene den 24. december blev der begået 238 indbrud sidste år.

Men det er muligt at undgå tyveri, mens man hygger sig med familien andre steder i landet.

Vicepolitiinspektør Steen Sørensen fra Fyns Politis afdeling for forebyggelse og analyse har fem gode råd.

Et af de væsentligste råd til at undgå indbrud i julen er at yde nabohjælp.

- Hvis man ser noget mistænkeligt eller en person i opgangen eller på vejen, så skal man henvende sig og sige "Goddag og glædelig jul, og hvad kan vi hjælpe dig med". Det er indbrudstyvens værste skræk, fortæller Steen Sørensen.

Et andet råd er at få naboen til at parkere sin bil i din indkørsel eller at få naboen til at smide sit skrald i skraldespanden. I det hele taget handler det om, at få det til at se ud som om, at der er folk hjemme på matriklen.

Steen Sørensen opfordrer også til, at man lader lys og radio være tændt og eventuelt bruger et automatisk tænd/sluk-ur, så det emmer af aktivitet i huset.

Tyve går efter noget, der kan lægges i en rygsæk

For ikke at friste eventuelle indbrudstyve er det samtidig vigtigt at gemme værdifulde genstande af vejen, så de ikke er synlige igennem vinduerne.

Men det er ikke så meget det store fladskærms-tv, man skal være bange for at miste.

Indbrudtyvene er typisk på jagt efter meget let-omsættelige varer.

- Det er typisk smykker og kontanter og alt mindre IT-udstyr, og så er der også nogle, der går efter designermøbler, forklarer Steen Sørensen.

Politiet yder ekstra juleindsats

Fyns Politi gør en særlig indsats op mod jul for at undgå indbrud, og det har allerede givet gevinst.

- Vi ved, at der typisk kommer flere indbrud i højtiderne, derfor har vi en specifik indsats ved Fyns Politi. Vi kigger på nogle bestemte personer og nogle bestemte områder, og jeg kan med glæde i stemmen sige, at vi på det seneste har fanget nogen og proppet dem i fængsel, fortæller Steen Sørensen.

Selv om der fortsat er mange indbrud, så var antallet af indbrud i julen sidste år det laveste i de seneste ti år, viser tal fra Danmarks Statistik.