Fem kommuner har over for Beskæftigelsesministen skullet redegøre for, hvilken hjælp og støtte de tilbyder deres svageste kontanthjælpsmodtagere i indsatsen for at få dem i arbejde, skriver avisen.dk. Og Beskæftigelsesministeren er klar til at sanktionere kommunerne, hvis de ikke lever op til loven.
En af de kommuner, der har skullet gøre rede for beskæftigelsesindsatsen over for de svageste ledige, er Helsingør. Her har man over for 246 kontanthjælpsmodtagere undladt nogle indsatser, siger centerchef Kristjan Gundsø Jensen.
- For langt hovedparten af sagerne har vi haft fat i dem, holdt samtaler og haft dem i forskellige forløb. Men lige præcis kravet om aktivering har vi ikke overholdt i tilstrækkeligt omfang, og det er selvfølgelig ikke godt nok, siger han.
Konkret betyder det, at kontanthjælpsmodtagerne ikke har fået mulighed for joblignende forløb.
- Det er for eksempel et tilbud ude på en virksomhed eller forskellige former for kurser, siger Kristjan Gundsø Jensen.
Også Horsens, Odense, Guldborgssund og Holbæk Kommune har afleveret redegørelser til ministeren. Her drejer det sig blandt andet om, at kommunerne ikke har tilbudt lovpligtige mentorforløb.
I Helsingør er man gået i gang med at sikre, at kontanthjælpsmodtagerne får den hjælp, de ifølge loven har ret til.
- Vi er i fuld sving, vi har allerede fået rettet op på en god del af sagerne og fortsætter med det i december. Vi har stillet på nogle forskellige skruer og følger løbende med i, om vi også har styr på det her krav, siger Kristjan Gundsø Jensen.
Minister vil straffe sløsede kommuner
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har i første omgang bedt de fem kommuner om yderligere oplysninger om, hvad deres indsats over for svage ledige består af.
- Det skyldes, at den redegørelse, som jeg har modtaget, ikke nødvendigvis forklarer, hvad der er sket med de kontanthjælpsmodtagere, som ikke har fået den hjælp, som loven kræver, siger han.
Hvis ikke kommunernes uddybede redegørelser er tilfredsstillende, kommer det til at få konsekvenser for de pågældende kommuner, siger Troels Lund Poulsen.
- Loven skal altså overholdes, og derfor kommer jeg også til at tage politiske initiativer, hvis det bliver nødvendigt. Hvilke konsekvenser er noget af det, der skal drøftes med Folketinget, men der kommer til at blive lavet nogle politiske tiltag, hvis man ikke overholder loven, siger han.