Slag, spark og trusler på livet. Det er nogle af de episoder, et stigende antal offentligt ansatte melder til politiet.
I 2015 var der 1254 anmeldelser om vold og lignende mod offentlig myndighed i Region Hovedstad-området. Det er cirka 200 flere end i 2014, viser tal fra Danmarks Statistik.
Stiger år efter år
Stigningen fra 2014 til 2015 er ikke unik.
- Der har gennem flere år været en stigning i anmeldelser af vold mod offentligt ansatte. Det er en tendens, andre undersøgelser også peger på. Så det er en stigning, der har fundet sted gennem en længere årrække, siger Anna Vibe Onsberg Hansen, analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.
Det er dybt bekymrende, mener Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, der organiserer 450.000 offentligt og privat ansatte.
Ledernes ansvar
- Ansatte skal ikke føle sig truet eller frygte vold, når de udfører deres arbejde, siger hun til DR P4 København.
Bente Sorgenfrey mener, at ledere skal blive bedre til at forebygge.
- Der er brug for konkrete redskaber til medarbejderne. Hvis en borger hidser sig op, skal man vide, hvordan man kan være med til at nedtrappe sådan en situation. Det er afgørende, at lederne er opmærksomme på det her, siger Bente Sorgenfrey til DR P4 København.