Flere tusinde mennesker ledte efter Storm

Den 2-årige drengs forsvinden mobiliserede en hær af frivillige

17 mennesker koordinerede de mange frivillige i eftersøgningen. Holdet var på plads på under 2 timer. (© Missing People Danmark)

2500 mennesker eftersøgte i går stier og veje for at finde 2-årige Storm, der var forsvundet fra sit hjem i boligområdet Sophienlund i Hillerød.

Drengen blev fundet lidt efter klokken 2 i nat, efter at en mindre menneskehær af frivillige var mobiliseret. Nordsjællands Politi havde efterlyst drengen på de sociale medier, hvor beskeden spredte sig med lynets hast.

Foreningen Missing People Danmark koordinerede samarbejdet med politiet og de mange tusinde frivillige. Formanden for foreningen, René Nielsen er dybt imponeret over de mange frivillige dagen derpå.

-Det er helt vildt. Det er den største eftersøgning, vi har deltaget i på dansk jord med så mange mennesker, siger han.

Her er ruten, som 2-årige Storm tog på sin løbecykel. (Foto: © Mette Koue Web og Mobil)

Eftersøgning med droner, dykkere og hunde

Drengen forsvandt fra sit hjem på en løbecykel kort efter klokken 19 onsdag aften. Kort tid efter var frivillige fra nær og fjern på vej til boligområdet i Hillerød, hvor Storm bor.

Der var også meldinger om, at der var frivillige på vej fra Jylland og Sverige.

I det hele taget brugte foreningen en bred palet af eftersøgningsværktøjer i forsøget på at finde drengen, fortæller RenéNielsen.

-Vi har særlige søgehunde, dykkere og piloter og vi bruger også droner i stor stil. De er enormt effektive. Dem brugte vi dog ikke denne gang, da der var stormvejr, siger René Nielsen.

Fare for at gå i vejen for politiet

Eftersøgningen forløb dog ikke helt problemfrit. Flere gange måtte Missing People Danmark advare de frivillige på Facebook mod at bevæge sig ind i skovområdet, hvor politiet ledte efter Storm med hunde.

De frivillige kunne ødelægge eventuelle duftspor fra Storm. René Nielsen erkender, at det kan være svært at undgå at gå i vejen for politiet.

-Det er en risiko, men uden os ville det være helt kaotisk. Netop fordi vi er der, lykkedes det at holde styr på de mange folk. Vi bruger Facebook til at kommunikere ud til folk, at de skal holde sig til de områder, som vi har fået tildelt, siger Rene Nielsen, der brød ud i jubel, da han hørte, at Storm endelig var fundet.

-Det var helt fantastisk. Vi var netop i gang med at lave forberedelserne til i dag, så vi kunne fortsætte eftersøgningen. Pludselig får jeg et telefonopkald om, at han er fundet. Det er en jubelrus, der vælter ud i en, når man får den en besked, siger han.