Hippier og blomsterbørn stiller nye krav til plejehjemmene

Når 1960'ernes unge bliver for gamle til at bo i eget hjem, stiller det nye og større krav til plejehjemmene, siger Ældresagen.

Der er langt fra ungdomsoprør og kollektivet "Maos Lyst" til et værelse på et plejehjem. Derfor skal kommunerne indrette plejehjemmene til hippiegenerationen og blomsterbørnene på nye måder, lyder en anbefaling fra Ældresagen. (Foto: © Tage Nielsen, Scanpix)

Der bliver stillet nye og større krav til boformen, når blomsterbørnene og hippiegenerationen skal på plejehjem, lyder det fra Ældresagen.

Over de kommende 10 år vil flere af dem, der i 1960’erne og 70’erne eksperimenterede med nye bo-, livs- og familieformer skulle på plejehjem. Derfor skal kommunerne overveje at lave tilbud til netop de generationer.

Chefkonsulent i Ældresagen Margrethe Kähler er forfatter til bogen Nødbolig eller lysthus.

- De har været unge i en magisk tid med ungdomsoprør, kvindefrigørelse og rockmusik. Alt det lægger de ikke på hylden, bare fordi de fylder 70, siger hun.

I bogen bliver der givet en række ideer til, hvordan kommunerne kan højne kvaliteten af livet på plejehjem, lige fra arkitektur til mad, samvær og boligindretning, men den altoverskyggende pointe er, at et plejehjem skal være et hjem.

Margrethe Kähler mener, at vi kan nemt føle os modløse og hjemløse i lang tid, når vi flytter på plejehjem.

- Men når personalet er nysgerrig på, hvem beboerne er, hvad de har været igennem i livet, og hvilke bekymringer de har, så opstår hverdagens små tillidsatomer, glimtet i øjet og lysten til at leve trods sygdom og skrøbelighed, siger hun.