Københavns Kommune strammer op på reglerne for e-cigaretter

Kommunalt ansatte i hovedstaden har fået nye rygeregler.

De kommunalt ansatte i København må fremover hverken ryge cigaretter eller e-cigaretter i arbejdstiden. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Dampen er gået af e-cigaretterne for de kommunalt ansatte i Københavns Kommune.

Det har man netop besluttet på Københavns Rådhus, hvor økonomiudvalget her til eftermiddag har vedtaget et forslag om at sidestille e-cigaretter med almindelige cigaretter.

Det betyder, at kommunalt ansatte i København fremover ikke må ryge e-cigaretter de steder, hvor det i dag heller ikke er tilladt at ryge almindelige cigaretter.

Og det glæder Ninna Thomsen (SF), der er sundheds- og omsorgsborgmester:

- Det giver rigtig god mening. Ligegyldigt om man arbejder med børn og unge eller er i et sundhedshus, så er man jo rollemodel i forhold til borgerne, siger hun.

Hos Liberal Alliance, der var imod forslaget, er man til gengæld ikke imponeret.

- Jeg synes, vi skal give plads til, at folk selv kan finde ud af det, siger Heidi Wang, der er gruppeformand for Liberal Alliance i Københavns Borgerrepræsentation.

I Kræftens Bekæmpelse ser man positivt på de nye rygeregler i København. De elektroniske cigaretter er nemlig ofte forbundet med anden rygning, ligesom de i sig selv er sundhedsskadelige:

- I nogle e-cigaretter har man både fundet sundhedsskadelige og kræftfremkaldende stoffer, siger Niels Them Kjær, der er projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.