Lokalpatriotisk OL-svømmer: Min hjemstavn har betydet alt for min karriere

Daniel Skaaning har skabt sin svømmekarriere via Høje Taastrup Kommunes eget eliteidrætsprogram uden om Team Danmark.

Daniel Skaaning skal dyste i 4 x 200 meter fri under de Olympiske Lege i Rio, der begynder i weekenden. (Foto: © Daniel Skaaning, Daniel Skaaning)

Daniel Skaanings passion for svømning startede en dag for omkring 23 år siden, da han for første gang stiftede bekendtskab med det klorholdige og våde element.

Hans forældre havde taget den dengang 9 måneder gamle baby med i den lokale svømmehal, og det var tilsyneladende kærlighed ved første plask.

I hvert fald har han boltret sig svømmeklubben lige siden og svømmet sig til to OL-deltagelser i træk. Senest dette års Olympiske Lege i Rio i Brasilien, hvor han skal dyste i svømmedisciplinen 4 x 200 meter fri.

For Daniel Skaaning har det velkendte miljø i Høje Taastrup, hvor han er vokset op, betydet alt for hans karriere.

- Det betyder meget. Jeg har boet i Høje Taastrup hele mit liv og jeg har været loyal over for svømmeklubben. Jeg regner også med, at jeg slutter karrieren i Høje Taastrup og klubben her, siger han.

Daniel Skaaning har skabt sin svømmekarriere via kommunens egen eliteidrætspolitik uden om Team Danmark. Eliteprojektet oprettede kommunen for otte år siden, da de ikke kunne leve op til Team Danmarks krav for at blive en elitekommune.

Støtten har været altafgørende for Daniel Skaanings karriere. Udover økonomisk støtte, har kommunen også brugt ham aktivt som rollemodel for andre unge i Høje Taastrup.

- Det har åbent mine øjne for, at jeg kan videregive mit talent til andre svømmere i Høje Taastrup kommune. Jeg savnede selv en at se op til, da jeg var ti år. Det har børnene her nu, siger han og uddyber:

- Selvom Høje Taastrup er en lille kommune, har jeg vist, at alt kan lade sig gøre.

Han lover at tage medaljer hjem til Danmark og Høje Taastrup.