En sødlig duft fra hårplejeprodukter rammer næsen, og en lille hidsig hårtrimmer gør det svært at høre samtalerne nede foran spejlene.
Der er travlt i barbersalonen. Særligt op til jul og nytår hvor der kan være flere dages ventetid på at få studset fuldskægget eller klippet håret i en af salonens klassiske knaldrøde barberstole.
'Henri' er en af de mange barbersaloner, der i disse år skyder op rundt omkring i København. Flere af barbersalonerne er ligesom 'Henri,' der åbnede for to år siden, relativt nystartede. Det viser en rundringning til 16 barbersaloner, som DR København har foretaget.
En af de faste kunder i stolene hos 'Henri' er Peter Hermansen. Han bookede sin tid for et stykke tid siden for at være sikker på at få ordnet sit skæg og hår. Han kommer på barbersalonen, fordi barbererne er passionerede omkring deres arbejde.
- Det er fedt, at de går op i det. De forstår, hvad man har brug for som mand, siger han.
Ekspert: Barbersalonerne trender
Ifølge livsstilsekspert Henrik Byager går det så godt i barbersalonerne, at der efterhånden er gået trend i det gamle håndværk, der havde sin storhedstid fra midten af 1800-tallet, indtil en mand med efternavnet Gillette gjorde det nemmere selv at stå for barberingen.
- Der kommer flere og flere butikker, og hvis der er flere butikker, er der flere kunder. Og er der flere kunder, er der en tendens, siger han.
Henrik Byager fortæller, at det typisk er yngre mænd, der vælger barbersalonen fremfor en almindelig frisør eller en hjemmebarbering over vasken. Det sker også i mange andre lande end Danmark, fordi der er vokset en 'mande-nostalgi' frem efter en svunden tid, hvor barberhåndværket var noget, man dyrkede.
Og så skaber salonerne også et rum, hvor mænd kan være forfængelige med god samvittighed og gå op i udseende og hår- og hudplejeprodukter, siger Henrik Byager.
- Du er i en entydig maskulin ramme, hvor man ser store figurer som John Wayne og Al Capone for sig. Normalt skal der ikke ret meget til i form af pynt og farver, før mange mænd står af. Man skal jo ikke være for forfængelig, men her er det et plus at være forfængelig, siger han.
Mandehule-stemning
Det er Peter Hermansen helt enig i.
- Det kan jeg godt genkende. Her bliver man mødt som en mand. Det er bare nemmere her end i en damefrisør, siger han og bliver suppleret af sin barber, Daniel Hijazi, der sætter trimmeren på pause et øjeblik.
- Her er en stemning, som man ikke kan opleve andre steder. En mandehule-stemning. Den oplever du ikke hos en kvindelig frisør. Vi taler om byture, damer og vores børn. Om mandeting, siger han.