Overborgmester advarede politi om hashhandel ved Nørrebro-skole: Få uger efter blev der skudt

Politiet afviser, at situationen var ved at eskalere, da Københavns overborgmester Frank Jensen i maj advarede om mere organiseret kriminalitet i Nordvest.

Som konsekvens af den seneste tids mange skudepisoder i København har Københavns Politi forlænget perioden med visitiationszoner og fløjet med overvågningshelikoptere. (Foto: © martin sylvest andersen, Scanpix)

De seneste måneder er bandekonflikten i København eskaleret, blandt andet med adskillige skyderier i byens nordvestkvarter. Men der var ikke meget forståelse hos Københavns Politiet, da Overborgmester Frank Jensen (S) i maj gjorde opmærksom på, at beboerne i området oplevede mere organiseret kriminalitet.

Det skriver Jyllands-Posten.

I et brev til den nyudnævnte politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes, skrev Frank Jensen i begyndelsen af maj, at beboerne nær Tagensbo Skole følte sig utrygge på grund af handel med stoffer, og at der var behov for, at kommunens indsats blev 'understøttet af en politiindsats'.

Desuden opfordrede han til, at politiet ville 'se på prioriteringen af ressourcer til området'.

Men i politidirektørens svar, skrev hun, at Københavns Politi ikke kunne genkende billedet af, at der blev solgt stoffer, og at der ikke var modtaget nogen henvendelser fra borgerne om uro.

- Jeg undrede mig over det svar, jeg fik. Det så ud som om, der var nye bevægelser i det persongalleri, som mange af borgerne derude mente kunne være banderelaterede, og det videregav jeg i mit brev, siger Frank Jensen.

Lyt til borgerne

Overborgmesteren understreger vigtigheden af, at politiet tager borgernes bekymringer seriøst.

- Som overborgmester er jeg stærkt optaget af, at myndighederne bruger borgernes oplevelse af, hvad der sker i deres lokalområde. Det gør vi som kommune, og det skal de andre myndigheder også gøre, siger han.

Også Jan Andreasen (S), der sidder i Københavns borgerrepræsentation og er opstillet i Bispebjerg, undrer sig over, at politiet ikke genkendte borgernes oplevelse af mere organiseret hashsalg i foråret.

- Jeg forstår det ikke, for jeg hører fra beboerne, at de ser hashhandel i gaderne, og at nogle beboere bliver chikaneret, siger han.

Hos Københavns Politi afviser man, at man overhørte overborgmesterens advarsel i maj.

- Vi reagerede allerede dengang ved at kontakte lokalpolitiet og høre, om de kunne genkende det, og det kunne de ikke. At der senere bliver et skyderi, har efter vores vurdering ikke noget at gøre med den uro, der var derude dengang.

- Det er en helt anden konflikt, siger Jørgen Bergen Skov, chefpolitiinspektør hos Københavns Politi.

Få uger efter advarslen i maj, fandt en skudepisode sted ved Tagensbo Skole, hvor der blev affyret 8-10 skud. Siden da har en lang række skyderier fundet sted i København.