'Puttefester' trods opholdsforbud: Eleverne bliver ikke hjemme på deres værelser

Fra gymnasiernes side lyder en klar henstilling om ikke at samles.

'Puttefester' er en mulighed for, at de nye elever kan lære hinanden at kende. Her et billede fra Dyrehaven i 2019 (arkivfoto) (Foto: © Celina Dahl, Scanpix)

De nye 1.g'ere skal nok få nydt solen med en kold øl i hånden og en tegning i ansigtet.

Det selvom den traditionelle 'puttefest' i dyrehaven er aflyst, mener to gymnasieelever.

De seneste mange år har flere tusinde unge, nystartede gymnasieelever mødtes i Dyrehaven, nord for København, til de såkaldte 'puttefester'.

I år har politiet dog indført opholdsforbud i Dyrehaven fra klokken 14 til klokken 24. Af samme grunde har Roskilde Politi indført opholdsforbud i Byparken og Folkeparken fredag formiddag.

Skulle der alligevel være gymnasieelever, der synes, det er en god ide, kan de se frem til en bøde på 2.500kr.

Men de unge finder andre steder at holde fest, lyder det fra Mike Nørgaard Hansen, forperson for Danske Gymnasieelevers sammenslutning Nordsjælland.

- Jeg ved, at der er mange, der har snakket om alt fra strandfester til privatfester, så det er ikke fordi folk bliver hjemme på deres værelse, selvom der er er opholdsforbud i Dyrehaven, siger han.

Alene sidste år vurderede politiet, at 7.000 til 8.000 unge mennesker festede i Ulvedalene i Dyrehaven.

Katrine Fischer, 3.g på Lyngby Handelsgymnasium tror, at opholdsforbuddet i Dyrehaven, blot vil sprede festen ud til flere steder i København.

- Jeg tror ikke, opholdsforbuddet virker. Jeg tror bare, de unge vil samle sig tre-fire andre steder. Det kan være i Kongens Have, Nordhavn eller på Bellevue Strand (København og Nordsjælland, red.).

Politiet indfører tidsbegrænset opholdsforbud i Dyrehaven på fredag for at undgå, at for mange gymnasieelever samles og fester. (Foto: © Celina Dahl, Scanpix)

Klar besked fra rektorer

Fra gymnasierne er beskeden klar.

En række rektorer opfordrer eleverne til ikke at samle sig på tværs af klasserne. En af dem er Otto Strange Møller, rektor på Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro i København.

Han mener, at det er nødvendigt for gymnasierne at blande sig på grund af den nuværende corona-situation.

- Det er vores ansvar at afvikle skolegangen forsvarligt, og så er det klart, at når der er sådan et arrangement, så har vi også en holdning til det, siger han.

Rektor på Gefion Gymnasium, Birgitte Vedersø, mener heller ikke, at det er hensigtsmæssigt at feste.

- På skolerne gør vi ret meget for at overholde, at de ikke må samles på tværs af klasserne, så det er jo ikke super godt, hvis de i fritiden mødes på kryds og tværs, siger hun.

Gymnasierne kommer med en henstilling om ikke at samles på tværs af klasser, men de er også gået i dialog med eleverne.

Rektor Otto Strange Møller er derfor ikke bekymret for, at de unge vil samle sig andre steder i København.

- Sådan som jeg har forstået det, har de unge forstået situationens alvor, siger han.

Der vil patruljere betjente, som sikrer, at folk - i alle aldre - ikke tager ophold i det store grønne område. (Foto: © Celina Dahl, Scanpix)

Politiet opmærksomme på andre fester

Politiet er opmærksomme på, at de unge muligvis vil være samlet til fest andre steder, og derfor vil de holde ekstra øje med andre områder, hvor Bellevue Strand nævnes som eksempel.

- Vi har redskaberne til at skride ind, hvis der for stor smitterisiko til et arrangement, siger politidirektøren i Nordsjællands Politi, Jens-Christian Bülow.

Om hele grunden til opholdsforbuddet i Dyrehaven udtalte politidirektøren tidligere på ugen:

- Vores vurdering baseret på tidligere års erfaringer er, at skulle bare en mindre del af sidste års antal deltagere tage til fest i Dyrehaven i år, vil det skabe en for stor risiko for spredning af coronavirus, og derfor har vi fundet det nødvendigt med et tidsbegrænset opholdsforbud, siger Jens-Christian Bülow.

Københavns Politi ser opholdsforbud som en mulighed på de aktuelle hotspots.

Syd- og Sønderjyllands Politi har valgt at oprette et hotspot-område i Haderslev Dampark.

- Der er tradition for, at en del unge fra byens uddannelsessteder samles i parken, efter at skoleåret er begyndt, oplyser vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Nordøst.