Det er uholdbart, at ældres private pleje- og rengøringsleverandører går ned på stribe. For det er vigtigt, at de ældre får den pleje og rengøring, som de har krav på.
Det mener formanden for Ældre- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune, socialdemokraten Mette Nielsen.
Alene i Viborg Kommune er tre private rengøringsfirmaer, som står for hjemmepleje, gået konkurs på to år. Derfor kræver hun, at ministeren og Kommunernes Landsforening går ind i sagen.
- Det her er jo ikke alene en udfordring i Viborg Kommune. Det er noget, der sker fra tid til anden over hele landet. Problemet kræver nationalt fokus, siger hun.
Støvsugeren står stille
I går stoppede firmaet Toms Rengøring med at yde pleje og rengøring til omkring 550 ældre i Viborg-området.
Det er blot ét af en række rengøringsfirmaer landet over, der har måttet smide håndklædet i ringen.
- Vi bør have en model, der sikrer løbende opfølgninger på, om de privates økonomi holder, siger Mette Nielsen.
Ingen opfølgninger på økonomi hos privat ældrepleje
Når kommunen indgår en kontrakt med en privat leverandør, så undersøger man den økonomiske robusthed hos det private firma, fortæller Mette Nielsen.
Men efter aftalen er indgået, har kommunen ikke indsigt i de private firmaers økonomi. For i hverdagen følger kommunen kun op på, om de ældre får den service, de har krav på, siger udvalgsformanden.
Derfor savner hun opfølgninger på, at pengekassen stemmer.
- Så undgår vi hovsa-situationer, hvor vi skal køre akutberedskab i stilling, og de ældre måske bliver forvirrede over, at der kommer en ukendt person i deres hjem, siger hun.