Hver eneste kilometer af den jyske vestkyst bliver hvert år forurenet med 1.700 kilo affald i snit. Det koster hvert år kommunerne omkring otte millioner skattekroner at fjerne affaldet.
Derfor hilser kommunerne et nyt forslag om pant på flere plastikflasker meget velkomment.
Forslaget kommer fra SF, der mener, at der fremover skal være pant på plastikflasker med juice og saft og ikke bare på vandflasker af plastik som i dag.
- Alle forslag, der kan begrænse strømmen af plastik ud i havet er velkomne, siger Karsten Filsø (SF) fra Holstebro Kommune.
Han er også præsident for KIMO, Kommunernes Internationale Miljøorganisation, der består af 80 kommuner omkring Nordsøen, Nordatlanten og Østersøen.
EU-parlamentariker Margrethe Auken (SF), der har kæmpet mod miljøforurening i mange år, synes, at folk allerede er meget opmærksomme på problemet.
- Nu skal vi begynde at gøre noget. Det skal være noget, hvor folk kan se, at det kan de godt finde ud af, sværere er det heller ikke, siger hun.
Næsten to tredjedele af affaldet i Vesterhavet er i dag plastik, og selvom et pantsystem er et skridt i den rigtige retning, så løser det ikke hele problemet, siger Karsten Filsø.
- Det er mange forskellige typer plastik, som forurener havene. Men flasker er et af problemerne, og hvis en udvidelse af pantsystemet kan motivere folk til at sende flere plastikflasker til genbrug, så vil det være et af mange redskaber til at begrænse plastikaffaldet, siger han.