Akutklinik har absurd få patienter: 'Vi mangler den rigtige bemanding'

Akutklinikken i Lemvig har én patient hver femte dag. Personalemangel sender patienter med små skader 70 kilometer længere væk.

Akutklinikken i Lemvig er bemandet hver dag fra klokken 8-22, men patienterne er forsvindende få. (Foto: © Erik Riber)

'Latterligt.'

Det er, hvad regionsmedlem i Region Midtjylland, Bent Graversen (V) kalder det, at akutklinikken i Lemvig kun behandler én patient hver femte dag.

Men ifølge ham hænger det uløseligt sammen med, at akutklinikken ikke er bemandet, som det var meningen.

- Det man har gjort, svarer til at åbne en skobutik, men kun sætte badesandaler ind på hylderne, fastslår han.

I dag er det en sygeplejerske, der tager sig af patienterne i klinikken, men planen var, at det skulle være en uddannet behandlersygeplejerske, som kan løse flere opgaver.

- Forstuvede fødder, røntgenbilleder, ukompliceret gips og syning af sår - det ville normalvis have været klaret i Lemvig. Men det kan man ikke, fordi man har ikke den rigtige bemanding på, siger Bent Graversen, der selv bor i Lemvig.

Derfor bliver patienterne henvist til Holstebro eller Gødstrup. For dem, der har længst, er det en køretur på 100 kilometer.

  • Det er blandt andre sygeplejerske Lise De Giorgi, der tager sig af behandlingen i akutklinikken, for eksempel at sætte en slynge på en øm arm eller en skinne på en forstuvet finger. Hun oplever, at nogle tror, det er en akutklinik, hvor de kan komme ind fra gaden med en alvorlig skade. - Men det er jo slet ikke det, der kan varetages her, siger hun. (Foto: © Erik Riber)
  • Akutklinikken i Lemvig holder til i byens sundhedshus, men mange opgaver kan ikke løses her. Derfor bliver lokale patienter ofte henvist til Regionshospitalet i Gødstrup, som ligger 70 kilometer væk. (Foto: © Erik Riber)
1 / 2

Op til 100 kilometer med småting

De meget få patienter betyder, at dagene kan være talte for akutklinikken.

- Lige nu er vi nok nødt til at lade det køre, men på sigt når vi skal gentænke hele akutområdet, så skal vi nok lukke den, siger formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Purnima Erichsen (C).

Hun får opbakning fra professor i sundhedsøkonomi, Jes Søgaard fra SDU, som mener, det ikke giver mening at holde akutklinikken kørende.

Men få patienter ikke et udtryk for, at der ikke er brug for en akutklinik i Lemvig, mener borgmester i kommunen, Erik Flyvholm (V).

- Jeg synes, at hele opstarten er meget bekymrende. Vi har jo ventet i 10 år på at få den akutklinik. Vi var lovet et akuthus oprindeligt, siger han.

Erik Flyvholm vil slet ikke diskutere, om klinikken bør lukkes, så længe den ikke er kommet rigtigt op og køre.

- Vi skal have det opskaleret til det, vi var stillet i udsigt. Det handler om at dække vores område og at have lige adgang til sundhedsvæsnet. Det betyder jo også, at man har adgang til den behandling tættere på end 100 kilometer, siger Flyvholm.

Det er vanskeligt at finde personale til at tage vagterne i akutklinikken i Lemvig. Derfor er den ofte besat af vikarer i aftentimerne. (Foto: © Erik Riber)

Netop afstand er afgørende, når politikerne igen skal tage stilling til akutklinikken, mener regionsmedlem Bent Graversen. Patienttantal er ikke det eneste parameter i hans øjne.

- Vi er jo en del af landet, hvor der er langt til alting. Hvis der skal være adgang til sundhedsvæsenet, så så vil vi jo komme til at opleve, at der er mindre run på en akutklinik i de tyndt befolkede steder.