Bedst i verden: Spis dansk fisk med god samvittighed

Danmark helt i top med miljømærker på fisk.

MSC-mærket for bæredygtigt fiskeri bliver uddelt af Marine Stewardshop Council, og det kræver blandt andet, at bestanden af fisk ikke bliver overfisket. (Foto: © Helge Røjle, DR)

De danske fiskere er blandt de bedste i verden til at fange fisk på den mest bæredygtige måde.

På verdensplan er det kun 12 procent af fiskefangsterne, som har opnået MSC-mærket for bæredygtigt fiskeri. I Danmark er det nu hele 88 procent af de samlede fangster, der får MSC-mærket.

- Det skyldes en bevidst strategi i hele fiskerierhvervet siden 2009, siger kontorchef Ole Lundberg Larsen i Danmarks Fiskeriforening.

MSC er en international certificeringsordning. For at få mærket, skal man blandt andet dokumentere, at fiskebestandene ikke er i fare for at blive overfisket, og at der ikke sker bifangster af hvaler, skildpadder eller havfugle.

Desuden skal forvaltningen af fiskebestandene også være i orden.

I denne uge holder FN hav-konference i New York, og organisationen MSC, Marine Stewardship Council, har gjort status over bæredygtigt fiskeri verden over. Målet er at hæve andelen af certificerede fiskerier til 20 procent i 2020.

Men i Danmark nærmer vi os altså de 90 procent.

- Vi besluttede i 2009, at alt dansk fiskeri så vidt muligt skulle MSC-certificeres, blandt andet fordi flere internationale supermarkedskæder kræver, at fisken er certificeret, siger Ole Lundberg Larsen.

- Vi har siden dengang arbejdet på at certificere fiskerierne art for art, og vi håber at nå målet om at blive 100 procent MSC- certificeret. Så vidt vi ved, er ingen andre lande i nærheden af at have så stor en andel MSC-certificeret fiskeri, som vi har i Danmark, siger kontorchefen.