Selvom der ulovligt bliver delt nøgenbilleder, så er der en del børn og unge, som slet ikke anmelder det til politiet, når det sker.
I går kunne DR P4 Midt & Vest ellers fortælle, at antallet af anmeldte sager om ulovlig deling af nøgenbilleder er på vej mod rekord.
Men der hersker også store mørketal på området, vurderer Børns Vilkår.
Mange børn og unge tør nemlig ikke fortælle det til mor og far, hvis nogen har delt et nøgenbillede af dem - og de kontakter heller ikke til politiet, fortæller børnefaglig konsulent, Charlotte Smerup.
- Vi kan se, at der er et behov for en meget mere børnevenling indgang til at anmelde, for når vi taler med børn, der ringer til børnetelefonen, så er en af de ting, der afholder dem fra at anmelde, at de simpelthen ikke kan finde ud af det, siger hun.
Børns Vilkår efterlyser en model, der bruges i England: En børnevenlig hjemmeside til at anmelde, og som guider børnene, mens de er i gang med anmeldelsesproceduren.
- Meget, meget enkelt klikker man sig igennem og bliver hjulpet. Man bliver stillet de spørgsmål, som gør, at man udfylder de oplysninger, der er nødvendige, for, at politiet kan gå videre med sagen, fortæller Charlotte Smerup.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi understreger politiinspektør Ole Henriksen dog, at forældrene skal involveres, hvis der er blevet delt nøgenbilleder af deres børn.
- Man skal igennem en masse i en anmeldelsesfase, hvor man skal have undersøgt sin telefon og så videre. Forældrene er en del af det her og også det forebyggende bagefter, siger han.
Midt- og Vestjyllands Politi forsøger i dag at række ud til børn og unge - inden det går galt. Alle 7. og 8. klasser og deres forældre bliver tilbudt et oplæg om emnet, fortæller politiinspektøren.
- Simpelthen for at få dem i tale og fortælle om, hvad det drejer sig om, og hvordan man skal forholde sig, hvis man bliver udsat for det her, siger han.
Hos politiet mærker de, at der er brug for, at unge i højere grad bliver klædt på til at tackle det, hvis der pludselig bliver delt nøgenbilleder af dem:
- Behovet er blevet større, og det har aldrig været så relevant som nu, oplever Ole Henriksen.
Regeringen har sat gang i et initativ, som netop skal gøre det lettere at anmelde digitale sexkrænkelser. Rigspolitiet er således ved at udvikle en anmeldelsesplatform på politiets hjemmeside for blandt andet sager om ulovlig deling af seksuelt krænkende materiale.