Danmarks mindste sparekasse lukker i dag: Orker ikke myndighedernes mange krav

Trods en god økonomi lukker Fjaltring-Trans Sparekasse efter 144 år. De bruger mere tid på Finanstilsynets krav end på kunderne.

Anni Skaaning (tv.) og Birthe Dueholm deler direktør-titlen i Sparekassen. I bankens sidste levetid har de haft "filial" i et klasselokale på Fjaltring Friskole hver mandag fra 16-18. (Foto: © Maiken Friis Lange, DR Midt & vest)

I dag er det slut med landets mindste pengeinstitut.

Fjaltring-Trans Sparekasse med 400 kunder lukker efter 144 års virke ved den jyske vestkyst.

- Det er meget vemodigt, men vi bruger efterhånden mere tid på at opfylde Finanstilsynets mange krav end vi bruger på kunderne og den almindelige sparekassedrift, siger direktør Anni Skaaning fra sparekassen sydvest for Lemvig.

- Hånden på hjertet kan man sige, at tiden er løbet lidt fra den måde, vi driver sparekasse på, hvor kunderne kan få en bankbog, og vi sidder og skriver op i store bøger og efterfølgende bogfører i et lille system. Men det har været godt, og det har kørt siden 1873, og vi er utrolig taknemmelige for, at det har kunnet fortsætte i så lang tid, siger Anni Skaaning.

Fjaltring-Trans Sparekasse har haft fast åbningstid hver mandag mellem 16 og 18, men i dag er det altså sidste gang, at dørene bliver åbnet for kunderne. Sparekassen har ellers en solid økonomi, men det er altså ikke nok til at sikre fremtiden.

- Vi sidder og gør tingene manuelt. Det har været rigtig godt, og det har fungeret godt for os, men det har ikke fungeret i forhold til de krav, vi bliver mødt af, siger Anni Skaaning.

Ekspert: Myndighedskrav er rimelige

Finanstilsynets krav om indberetninger og dokumentation gælder for alle danske pengeinstitutter uanset størrelse.

Når landets mindste pengeinstitut nu føler sig tvunget til at lukke med henvisning til arbejdsbyrden, så er det ikke fordi, myndighedernes krav er for omfattende, mener bankekspert og seniorrådgiver Lars Krull fra Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet:

- Myndighedskravene er rimelige, og så er konsekvensen, at der skal være en vis minimumsindtjening for at kunne finansiere administrationen af kravene. Det betyder så også, at der formentlig er en minimumsstørrelse for pengeinstitutter i Danmark, siger Lars Krull.

Selv om bankdirektør Anni Skaaning er ærgerlig over, at det er slut med at drive bank, så er hun fortrøstningsfuld på lokalsamfundets vegne.

- Det er specielt vemodigt, når der sker lukninger udenfor de store byer. Men jeg er ikke så nervøs, for herude i Fjaltring-Trans er der så mange mennesker med ressourcer, så vi skal nok arbejde for, at købmand, friskole og kulturstederne vil leve godt videre, siger Anni Skaaning.