Beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård skal dagligt leve op til forskellige 'pligter' på stedet. For nogle gælder en såkaldt "underretningspligt", som betyder, at beboeren skal registrere, hvis han eller hun ikke opholder sig på centret i nattetimerne.
Reelt viser det sig, at der kun er registreret ganske få overtrædelser, og nu kalder udlændingeordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, pligten for 'ren symbolpolitik'.
Lige nu er over 100 sager på vej gennem retssystemet. Sager, hvor beboere på Kærshovedgård tusindvis af gange har overtrådt to andre pligter, de såkaldte 'opholdspligt' og 'meldepligt'. Cirka 30 af disse sager vedrører personer på tålt ophold og udviste kriminelle.
Anklagemyndigheden i Midt- og Vestjyllands Politi har til sammenligning kun rejst tiltale i én enkelt sag om 'underretningspligt'.
Personer pålagt underretningspligt skal fortælle udrejsecentret eller Udlændingestyrelsen, hvis de ikke regner med at være på centret i hele tidsrummet mellem 23 og 06.
Bliver personerne helt væk, kan den enkelte person få noteret tre overtrædelser om dagen - én for hver af pligterne.
- Indtil videre er det ikke noget, som fylder voldsomt i anklagemyndigheden, siger senioranklager Jens Severinsen fra Anklagemyndigheden i Midt- og Vestjylland.
Det er senioranklageren selv, som har sendt de over 100 sager om overtrådte 'opholds- og meldepligter' til Retten i Herning. Og altså heraf kun én om overtrædelse af underretningspligten.
- Det er en person på tålt ophold, der er tiltalt for i tre tilfælde ikke at have overholdt sin underretningspligt, siger han.
Han kalder det selv for 'et meget beskedent antal'.
Stramme-regler er bureaukrati
Johanne Schmidt-Nielsen hæfter sig ved det lave antal.
- At der er så få overtrædelser tyder jo på, at det her er mere symbolpolitik end noget andet, siger hun.
Udlændingestyrelsen oplyser, at den har registreret i alt 11 overtrædelser af underretningspligten, og at det foreløbigt har ført til tre anmeldelser.
- Jeg tror i virkeligheden, det her handler om, at Støjberg og regeringen gerne vil fremstå strammer-agtige. De strammer og strammer, men man har fået lavet en masse bureaukrati, som ikke engang myndighederne selv kan finde ud af.
Enhedslistens udlændingeordfører mener, at der med underretningspligten er tale om et retsikkerhedsmæssigt problem.
- Det skulle gerne være sådan, at vi har en lovgivning i Danmark, som er klar, så man som borger i Danmark ved, hvornår man gør noget, som er i strid med loven, og hvornår man er på den rigtige side af loven, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Det er vel ikke så svært at forstå, at man skal underrette, hvis man ikke er hjemme fra kl. 23?
- Det er i hvert fald rigtig svært at administrere den. Det er der rigtig meget, der tyder på, siger hun.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).
En række udlændingestramninger
- •
Underretningspligten var en del af en større pakke med stramninger over for personer på tålt ophold og personer udvist ved dom.
- •
Heri indgik også skærpet straframme for overtrædelse af opholds-, melde- og nu også underretningspligten.
- •
Mulighed for varetægtsfængsling på mistanke om væsentlige overtrædelser af pligter.
- •
Mulighed for delvis afsoning af straf for overtrædelse af pligter i fodlænke på udrejsecentret med mere.
- •
Aftalen er indgået mellem de nuværende regeringspartier, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
