Mange af landets spillesteder kæmper fortsat med at sælge koncertbilletter nok. Og nu presses økonomien også af, at koncertgæsterne køber færre øl og drinks i baren.
Det mærker de blandt andet hos Fermaten i Herning. Sidste år fik det regionale spillested et rekordunderskud på mere end 700.000 kroner.
Næsten en halv million kroner af underskuddet skyldes et fald i baromsætningen, fortæller Rikke Andersen, leder af Fermaten.
- Det er i høj grad baromsætningen, vi skal leve af, men folks vaner har ændret sig, siger hun.
Her henviser hun til, at publikum under corona skulle sidde ned til koncerter, som var uden pauser. Og det er i pauserne, at spillestedet sælger de fleste drikkevarer.
De stående koncerter er tilbage. Men mange er stadig uden pauser.
- Vi skal have vænnet folk til, at det igen er helt ok at gå i baren under en koncert og købe nogle drikkevarer, siger Rikke Andersen.
Spillesteders overlevelse på spil
Det er langt fra kun Fermaten, som mærker efterveerne af corona.
Dansk Live, som er interesseorganisation for landets 100 spillesteder, vurderer, at 40 procent af medlemmerne kommer ud af 2022 med underskud.
Det skyldes en kombination af dårligere billetsalg og faldende baromsætning, siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live.
Dertil kommer en række stigende omkostninger til el og varme.
- I yderste konsekvens handler det om spillestedernes overlevelse, hvis det ikke retter sig, siger Esben Marcher.
Direktør i Dansk Live, Esben Marcher, vurderer konsekvensen af spillestedernes dårlige økonomi:
https://www.dr.dk/lyd/p1/kulturen-pa-p1/kulturen-2023-03-15-15-03