Hvis du vil købe friske fisk hos en fiskehandler eller i en fiskevogn, skal du køre længere og længere, og når du når frem, er fiskehandleren formentlig grå i toppen.
Det er nemlig ikke cool blandt danske unge at sælge fisk.
På landets eneste uddannelse, Fiskeriskolen i Thyborøn, optager de kun fire-fem elever om året, og lige nu er der ledige praktikpladser til syv-otte elever.
En af dem er Janne Micklenborg fra Thyborøn, selvom det også var langt fra en barndomsdrøm for hende at blive fiskehandler.

- Inden jeg begyndte på uddannelsen, var fisk bestemt ikke noget, jeg skulle røre ved! De var både slimede og ulækre, fortæller hun
Alligevel valgte hun at springe ud i faget for få år siden, og hun er netop blevet udlært.
- Der skulle ske noget, og jeg ville gerne prøve noget nyt, forklarer hun.
Tidligere kunne kunne Janne Micklenborgs arbejdsgiver, Anders Søgaard fra Hvide Sande Røgeri, bare gå ned på havnen og rekruttere en ny elev, men den mulighed er der ikke længere.
- Der var mange, der kunne skære en fisk ud. Det er der altså ikke mere, siger han.
Fiskeriskolens nuværende, få fiskehandler-elever er typisk modne mennesker over 40 år, som har arbejdet med andet før, ligesom Janne Micklenborg.
Branchen selv har været for ringe til at gribe ud efter de unge, mener Anders Søgaard, og så er der fordomme om det at være fiskehandler.
- Det at stå i en fiskebutik og røre ved fisk er måske ikke lige det, der appellerer til de fleste, siger Søren Hyllen, der er forstander på Fiskeriskolen i Thyborøn.
Derfor står fiskehandlerne i Danmark over for en stor opgave: At sprede de gode historier om fisk og fiskehandlerfaget til unge.
- Det er jo sundt at spise fisk, og det er en entreprenant uddannelse, hvor der er gode muligheder for at starte op som selvstændig erhvervsdrivende bagefter, siger han.
Janne Micklenborg blev for nyligt udlært som fiskehandler, og hun gik direkte fra være elev til at blive daglig leder hos Hvide Sande Røgeri.
Angsten for at røre ved de slimede svømmere har for længst lagt sig, og hun kan filetere en fisk på ingen tid.
- Nu er det jo bare noget, jeg gør. Jeg har fået et rimeligt godt forhold til fisken. De bider ikke. De er døde, siger hun og griner.