FOA kræver minimumsnormeringer for dagplejere

Den enkelte dagplejer kan stå med ansvaret for fem små børn. I vuggestuerne skal der efter nytår være i gennemsnit tre børn pr. voksen.

Dorthe Nygaard fra Thisted er én af de dagplejere, som FOA mener, skal have bedre forhold. - Jo færre børn vi har, jo mere overskud og tid har vi. Vi har både et ansvar over for børn og forældre, siger hun. (Foto: © Anders Davidsen - DR Midt & Vest)

Når minimumsnormeringer træder i kraft i vuggestuerne efter nytår, så er der i gennemsnit én voksen til tre børn.

Men den enkelte dagplejer kan fortsat risikere at stå med ansvaret for op til fem små børn.

Fagforbundet FOA foreslår, at minimumsnormeringer også skal gælde for dagplejere - dog med højst fire børn pr voksen.

- Hvis regeringen og minister Tesfaye vil kvalitet for alle børn, så er det en meget lille investering i forhold til at opkvalificere den kvalitet, der er i dagplejen i dag, siger pædagogisk sektorformand i FOA, Kim Henriksen.

Modsat bliver kvaliteten hos godt halvdelen af dagplejerne stemplet som 'utilstrækkelig' eller ligefrem 'ringe'.

Hvis det skal blive bedre, er det vigtigt at faget er attraktivt, hvilket ikke altid er tilfældet i dag, lyder det fra fagforeningen FOA.

- Vi er bekymrede for, at det bliver sværere at rekruttere medarbejdere, fordi man i perioder kan gå med op til fem børn, siger pædagogisk sektorformand i FOA, Kim Henriksen.

Dagtilbudsforsker: 'God kontakt er umulig med fem børn'

Minimumsnormeringer i dagplejen vil være rigtig godt for børnene, forklarer professor på Aalborg Universitet Charlotte Ringsmose, der forsker i dagtilbud.

- Når der er fem børn i en dagpleje, siger det sig selv, at det nærmest bliver ren praktik. Det er meget svært at få en god kontakt med de enkelte børn. Det er svært nok med et barn. Med fem børn er det umuligt. Det bliver brandslukning.

Men børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) mener ikke, at det er minimumsnormeringer, der skal til for at løfte kvaliteten.

- Jeg synes selv, at ønsket er lidt overflødigt, for vi risikerer for rigid en lovgivning, der ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til, om børn er helt små og går med ble, eller om de er lidt større, siger han.