Fremtidens afgangsprøve kan være en podcast eller reklamefilm

Folkeskolens afgangsprøve er kedelig og uvirkelig, mener undervisningsminister. 112 skoler tester ny prøveform.

Folkeskolens afgangsprøve i mundtlig dansk og matematik bliver som forsøg på 112 skoler til gruppearbejde, hvor eleverne skal aflevere et produkt og en opgave. (Foto: © Anna Fast Kruse - DR)

Lav en podcast, en reklamefilm, en hjemmeside eller en blog.

Sådan kan en afgangsprøve se ud i fremtiden for landets 9. og 10. klasseelever.

Børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) mener, at eleverne i folkeskolens ældste klasser har brug for en ny måde at gå til eksamen.

For i dag er folkeskolens afgangsprøve for kedelig og uvirkelig, mener ministeren.

- Vi har behov for, at undervisningen knytter mere an til elevernes hverdag, så det giver mening, hvorfor man skal lære biologi eller dansk, siger Mathias Tesfaye.

I dag skal eleverne til danskprøven typisk analysere en klassisk tekst.

Med den nye prøveform kommer eleverne til at arbejde med en virkelighedstro case og skal fremstille et produkt, som skal præsenteres til afgangsprøven. Enten i grupper eller alene.

Som eksempel nævner ministeren, at elever kan overvære en fodboldkamp og bagefter skrive en reportage.

- Så eleverne ikke kun sidder og læser en tekst og snakker om en tekst, men laver et produkt. Det kunne være en avisartikel, siger Mathias Tesfaye.

Dansklærer hilser ny prøveform velkommen

Den nye og mere praktisk orienteret afgangsprøve skal i første omgang testes i fagene mundtlig dansk og matematik på 112 skoler.

En af skolerne er Tarm Skole i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Her er Caroline Vejen Jensen dansklærer. Hun glæder sig til at prøve noget nyt.

Dansklærer Caroline Vejen Jensen fra Tarm Skole håber, at den alternative afgangsprøve vil give eleverne en bedre forståelse af, hvad man kan bruge fagene til i hverdagen. (Foto: © Anna Fast Kruse - DR)

- Der er ikke som sådan noget i vejen med danskprøven i dag. Men den er lidt stiv og firkantet, og meget fokuseret på danskfaglige færdigheder med analyse og fortolkning, siger hun.

Caroline Vejen Jensen håber, at eleverne vil synes, at danskundervisningen giver mere mening, når de skal lave et produkt, der kan bruges i virkeligheden. Om det så er en hjemmeside, en reklamefilm, en podcast eller en blog.

- Eleverne vil kunne bruge flere af deres kompetencer, og måske kan vi samle nogle af de elever op, der i dag falder igennem på en almindelig analysefortolkning, siger dansklæreren fra Tarm Skole.

Caroline Vejen Jensen understreger, at de nye prøveformer ikke må være på bekostning af det faglige niveau i dansk.

Forsker: God idé med mere praktisk prøve

Det er forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra Via University College enig i.

- Man skal sikre, at man får vurderet, om eleverne faktisk kan stoffet og ikke bare specifikke dele af stoffet, siger han.

Men generelt synes skoleforskeren, at det er en god idé at gøre folkeskolens afgangsprøve mere praktisk og virkelighedsnært.

- Så husker eleverne stoffet bedre og kan bedre se en mening med det, siger han.

Skoleforskeren ser heller ingen problemer i, at eleverne skal arbejde med et specifikt produkt og gå til eksamen sammen i grupper.

- Man skal stadig kunne terpe ligninger og grammatik. Man kommer ikke uden om, at man skal kunne stoffet godt og bredt, siger Andreas Rasch-Christensen.

Interesseorganisationen Danske Skoleelever bakker op om forsøget med nye prøveformer. Formand Marie Holt Hermansen kalder det motiverende, at eleverne skal arbejde med et specifikt produkt.

Forsøget med de nye afgangsprøver i mundtlig dansk og matematik varer i to år fra skoleåret 2023/2024.