Har aldrig selv prøvet at stemme: Nu stiller syriske Ghassan op til kommunalvalget

Fra diktatur til demokrati på 3 år: Ghassan Rhami vil gerne i byrådet i Holstebro.

Den typiske kandidat til det kommende kommunalvalg er en midaldrende dansk mand. Men sådan behøver det ikke at være. Det er 35-årige Ghassan Rhami fra Holstebro eksemplet på.

Ved det seneste kommunalvalg i 2013, havde han endnu aldrig sat sine fødder i Danmark. Nu er han selv kandidat som nummer syv på den lokale radikale kandidatliste.

- Det, der driver mig, er, at jeg elsker Holstebro. Jeg vil bare gerne bidrage til den her by, som har budt mig velkommen, fortæller han.

Ghassan Rhami er uddannet agronom fra universitetet i Damaskus. For fire år siden flygtede han fra sit krigshærgede hjemland, Syrien. En del af turen foregik med båd over Middelhavet. Hans hustru og deres dengang etårige søn efterlod han i Egypten.

- Jeg turde ikke gøre det sammen med min familie. Det var alt for farligt, forklarer han.

Det er kun få år siden, Ghassan Rhami forlod det krigshærgede Syrien. I dag føler han sig hjemme i Holstebro. (Foto: © Claus Rud - DR, DR)

Ikke alle synes, det er en god idé

Efter et år på flugt var Ghassan Rhami ikke længere alene. Hans hustru og søn er kommet hertil, familien er samlet igen, og Ghassan Rhami er klar til at stille op til kommunalvalg i Holstebro.

- Det er jeg glad for, for jeg vil gerne mødes med danskere og dem, der bor i Holstebro og sige: "Jeg er Ghassan. Jeg er ikke den flygtning, der kommer fra Syrien. Jeg er Ghassan, der bor i Holstebro." Og så bevise, at én, der har boet i en by i tre år, kan bidrage med noget - uanset hvor han kommer fra, forklarer han.

Men ikke alle synes, det er en god idé, at en nydansker blander sig i lokalpolitik.

- Jeg synes, det er rigtig fint, han interesserer sig for politik, men DF er af den overbevisning, at flygtninge de skal hjem hurtigst muligt. Hjælpe med at genopbygge deres land, siger Dansk Folkepartis spidskandidat i Holstebro, Søren Olesen, der mener, at Ghassan Rhami ikke burde få lov at stille op.

Søren Olesen er Dansk Folkepartis spidskandidat i Holstebro, og han synes ikke om, at folk som Ghassan Rhami kan stille op til kommunalvalget. (Foto: © Claus Rud - DR, DR)

Men Ghassan Rhami er klar til at tage en tørn og give noget tilbage til Holstebro, som har taget godt imod ham og hans familie.

- Det er en stor kamp. Jeg har ikke så stor erfaring, men jeg har meget på hjerte, siger han.

Mødte først demokrati som voksen

Ghassan Rhami glæder sig. For demokrati var først noget, han lærte at kende, da han kom til Danmark som voksen mand.

- At blive født og vokse op i Syrien er som at leve i et fængsel sammen med sin mor. Min mor havde oplevet verden og demokratiet, men jeg havde ikke.

Der gik historier om, at Europa var farligt, og at Europa ville ødelægge Syrien. Men hans mor fortalte ham andre gode historier om, hvordan verden var uden for Syrien.

- Man har alle de her tanker i sit hoved og drømmer om at opleve, at det er rigtigt, fortæller han.

Snart skal kandidat Rhami så holde oplæg for andre flygtninge ved en lokal demokratiuge. Han skal fortælle om, at man som ny dansker har friheden til at stemme.

- Det er jo vigtigt at turde bevæge sig ud i det. Det er noget af det, vi håber, han kan inspirere til, at man tør, siger Peter Thorell, tovholder på demokratiugen i Holstebro.

I forbindelse med demokratiugen i Holstebro i uge 45 skal Ghassan Rhami (tv) hjælpe tovholder Peter Thorell med at klæde andre nydanskere på til at deltage i et demokratisk valg som kommunalvalget til november. (Foto: © Claus Rud - DR, DR)

Ups, hvordan er det egentlig, man stemmer?

Og så venter valget. Der er bare ét problem, når man nu aldrig har stemt ved et frit valg før.

- Ups, jeg ved ikke, hvordan man stemmer. Altså teknisk. Så jeg har bedt min kollega om at lære mig, hvordan man stemmer.

Men nu er der kommet styr på den del af det, og han er klar til at tage fat på valgkampen. Og uanset hvordan udfaldet af valget bliver, så ser han frem til det.

- 21. november bliver bare en fantastisk dag! Ikke kun fordi jeg er kandidat, men også fordi jeg selv skal sætte et kryds.