Hver femte kvinde lider af hormonsygdom

Omkring hver femte kvinde har forstadie til sukkersyge og svært ved at blive gravid på grund af sygdommen PCO. De fleste ved det bare ikke.

Har man PCO er det vigtigt at spise mad, der ikke påvirker blodsukkeret - som for eksempel fisk.

På morgenbordet i Hvidbjerg ved Skive er der blåbær, bacon og æg. Masser af proteiner, fedt og knap så meget kulhydrat. Og det er det en grund til. Katrine Vesterager har nemlig PCO - ligesom omkring 20 procent af alle kvinder. De fleste ved det bare ikke.

- Før havde jeg tit ondt i maven, kraftige og uregelmæssige menstruationer, og lige meget hvad jeg gjorde, så havde jeg meget svært ved at tabe mig. Så hørte jeg om PCO, og så gik jeg til lægen. Jeg blev scannet, og det var rigtigt nok: Jeg havde PCO, fortæller hun.

Mange ved ikke de har PCO

PCO står for PolyCystiske Ovarier, og det oversættes til cyster på æggestokkene. Det betyder ofte, at man har meget svært ved at blive gravid, man har uregelmæssige menstruationer, og så er det et forstadie til type 2 diabetes. Har man PCO er risikoen for at få diabetes, inden man er 40 år, 80 procent højere.

De fleste kvinder mærker ikke til symptomerne, før de forsøger at blive gravide eller allerede har diabetes. Og grunden er, at lægerne ikke ved nok om sygdommen, mener PCO-foreningen.

- Mange har PCO, men man opdager det ikke, fordi de tager p-piller, der styrer deres menstruation. Så er det svært at opdage sygdommen for lægerne, der generelt ved for lidt om den, mener formand for PCO-foreningen Maj-britt Andreasen.

Man kan også have PCOS. Det betyder, at man mærker flere symptomer som for eksempel træthed, hovedpine, øget hårvækst på kroppen, overvægt med tendens til æblefacon, uren hud og humørsvingninger.

PCO-viden er vigtig

Hvor mange, der har konstateret PCO eller PCOS i Danmark, ved PCO-foreningen ikke. Men det er alt for få, mener formanden.

- Det er vigtigt, at man ved mere om sygdommen, fordi der er meget, man kan gøre ved den. Det gælder om at spise den rette kost og dyrke motion, og når man har lært det, så kan man sagtens leve et almindeligt liv med PCO, fortæller Maj-britt Andreasen.

Hun mener også, at det kan være farligt og lede til depression, hvis kvinder står med en masse symptomer uden at vide, at det skyldes en sygdom.

- Kvinder, der får uønsket hårvækst og måske taber håret på hovedet, kan finde på at lukke sig inde. Når man får de her træk - der næsten er maskuline - er det ofte pinligt og tabuiseret, og så kan det lede til depression, fortæller formanden.

Sendt til diætist

Med diagnosen PCO i hånden blev Katrine Vesterager sendt til diætist. Hun var nemlig overvægtig, og havde flere gange fået at vide, at hun skulle tabe sig. Men hvad der er sundt for andre, er ikke altid sundt for en PCO-ramt:

- Problemet var, at diætisten ikke vidste noget om PCO. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle spise flere grøntsager, og det var så det. Men det hjalp ikke, fortæller Katrine Vesterager.

Derfor begyndte hun selv at læse om sygdommen og fandt ud af, at mange PCO-ramte er resistente over for insulin. Derfor skulle hun sørge for at få kulhydrater med lavt glykæmisk indeks, masser af fedt og protein og helst slet ingen sukker.

Kost og PCO

Insulin er nødvendigt for transport af sukker fra blodet ind i kroppens celler. Når man er insulinresistent, så danner bugspytkirtlen mere for at sikre, at sukkeret alligevel optages. En langvarig høj insulinproduktion kan udtrætte de insulinproducerende celler, så der ikke er tilstrækkeligt insulin til at fastholde et normalt blodsukker, og derved kan type 2 diabetes udvikles.

Har man derfor PCO, skal man sørge for at spise mad, der påvirker blodsukkeret så lidt som muligt. Det kan være fisk, nødder, grove grøntsager, kød og groft brød.

- For mange PCO-ramte er det vigtigt at tabe sig - mange døjer med overvægt, og har man ekstra kilo på sidebenene, så er risikoen for diabetes større. Så til at starte med vil en low carb-kur være god. Derefter er det vigtigt at leve og spise sundt, siger Maj-britt Andreasen.

Lægen undersøgte ikke

Da Katrine Vesterager fik konstateret PCO, var det hende selv, der opfordrede til, at hun blev scannet for det.

Tidligere, når Katrine havde været ved lægen med mavepine eller lignende, havde hun fået at vide, at hun skulle tabe sig.

- Men lige meget hvad jeg prøvede af kure, så hjalp det ikke, fortæller hun.

Nye retningslinjer til diagnosticering

Ifølge Maj-britt Andreasen er der mange læger, der ikke ved nok om PCO. Derfor en hun glad for, at Sundhedsstyrelsen netop har udsendt nye retningslinjer for diagnosticering af sygdommen:

- Det er nødvendigt, fordi mange læger ikke ser på det hele menneske men symptombehandler i stedet for. Hvis en kvinde for eksempel kommer ind med hovedpine, så kan der lægge flere ting bag. Og så er det vigtigt at vide, hvad næste skridt er, hvis man så får konstateret PCO, fortæller PCO-foreningsformanden.

Hvis man er i puberteten kan det være svært at påvise PCO, fordi her er der mange ting, der kan være skyld i hormonforandringer, forklarer Maj-britt Andreasen.

Katrine: Jeg har det bedre

Katrine Vesterager er glad for, at hun fandt ud af, at hun har PCO. Hun har tabt 25 kilo på tre år ved hovedsageligt at fokusere på kosten, og hun døjer ikke længere med maveonde.

- Jeg har det meget bedre. Man kan sagtens leve med PCO, jeg tænker næsten ikke over, at jeg har det mere, slutter hun.