Mælkeproducent: Voldsomt tab at mælkepris falder

Arla sænker mælkeafregningen. Økologisk mælkeproducent frygter, at det kan koste flere landbrug livet.

Nu får de danske mælkeproducenter endnu et skud for boven. På mandag sænker Mejerikoncernen Arla nemlig mælkeafregningen med 7,5 øre per liter. (Foto: © Thomas Schmidt Nørgaard DR Østjylland)

På mandag sænker mejerikoncernen Arla mælkeafregningen til landmændene med 7,5 øre pr. liter.

Dermed er priserne faldet støt siden april sidste år, hvor mælkeafregningen lå 88 øre højere pr. liter end nu.

Må leve for dyre bankpenge

Torben Jensen fra Bording er økologisk mælkeproducent. For ham betyder prissænkningen et voldsomt tab.

- Jeg har en gennemsnitsbedrift med ca. 170 økologiske køer, så det er godt og vel en million kroner, jeg mister. Det betyder meget, når jeg i forvejen ikke har millioner i overskud, siger Torben Jensen.

Han tilføjer, at mange mælkeproducenter må låne dyre bankpenge at leve for, men også for at forrente den faste gæld.

- Så puklen bliver bare større, hvis vi kommer ud på den anden side, siger mælkeproducent Torben Jensen.

Cheføkonom: Kan skubbe flere ud over kanten

Det er netop mælkeproducenternes problem, forklarer Morten Dahl Thomsen, som er cheføkonom hos Heden og Fjorden.

- Hos mange mælkeproducenter er økonomien svag. Når der i budgettet ikke er en stødpude i forvejen og egenkapitalen er væk, er der ikke plads til at absorbere at mælkeafregningsprisen i perioder falder, siger Morten Dahl Thomsen.

Han frygter, at prissænkningen nu vil skubbe yderligere mælkeproducenter ud over kanten.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten er det måneders prisfald på råvarebørserne, der nu får Arla til at sænke mælkeafregningen.