Nu får Danmark sin første melormefabrik

Vestjysk herregård vil producere melorme til både dyrefoder og menneskeføde.

Et nyt udviklingsprojekt på herregården Ausumgaard ved Struer skal bane vejen for en egentlig produktion af insekter i Danmark. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Danmark er kendt for at producere svinekød, men i fremtiden skal Danmark også være kendt for at producere insekter til dyrefoder og fødevarer.

En større produktion af insekter på herregården Ausumgaard ved Struer skal afsløre, hvilke insekter der satses på i Danmark og hvordan.

I gamle stalde, som tidligere har huset grise og kalve, vil der fra januar 2017 være melorme. Senere kan græshopper og soldaterfluer rykke ind.

- Insektproduktion minder på mange måder om husdyrproduktion, som vi er vant til. Insekter kræver ikke den vilde plads, men varme og måske fugt, siger ejer af Ausumgaard Kristian Lundgaard-Karlshøj.

Han betegner det som en naturlig udvikling, at dansk landbrug nu vender blikket mod insektproduktion.

De seneste år er protein fra insekter blevet anerkendt som et supplement til traditionelle proteinkilder til foder og fødevarer. Det er især den stærkt voksende verdensbefolkning, der øger interessen for insektproduktion.

Lars-Henrik Lau Heckmann er faglig projektleder fra Teknologisk Institut, som er en af parterne bag projektet, der har et samlet budget på 28 millioner kroner.

- Her skal Danmark være et foregangsland, siger han.

Innovationsfonden investerer 19 millioner kroner i projektet, og målet er at opbygge en industriel insektproduktion i Danmark med en årlig omsætning på 200 til 300 millioner kroner og op mod 200 job.