De sætter rekord med antal deltagere, og allerede 2. juledag måtte de melde alt udsolgt - hvilket også er rekord. 1500 vinterbadere hopper i dag i bølgen blå i Søndervig, og arrangørerne forventer yderligere 3-4000 tilskuere.
- Det er helt forrygende, fortæller arrangør Katrine Frandsen, der er destinationsmanager i Holmsland Klit Turistforening.
Hun er glædelig overrasket over den enorme interesse. Men vinterbaderne får også mere end et dyp i vandet.
- Man kan forvente et stort koldt gys fra det kolde Vesterhav, men så kan man også forvente en masse glade tilskuere, samt servering i form af kransekage, champagne og østers, fortæller Katrine Frandsen.
En af dem, som hopper i vandet er 35-årige Mette Trads fra Hvide Sande. Hun har været med de seneste par år, og netop nytårsbadefestivalen er noget helt særligt, fordi man gør det sammen med 1500 andre.
- Det at komme op og have en prikkende fornemmelse i kroppen, den får man, uanset hvor man vinterbader. Men det, der gør det her så sindsygt fedt, er, at der er så mange, der løber ud i en stor flok. Det giver en helt særlig følelse, siger Mette Trads, der kommer fra Hvide Sande.
- Der er en sindssyg god stemning med højt humør, der bliver skålet, og det er bare rigtig hyggeligt, siger Mette Trads.
I 2016 var der 1200 deltagere og med 1500 deltagere i år, er det nok Danmarks største vinterbadefestival. Men om det også vil vokse til næste år, har arrangørerne endnu ikke taget stilling til.
- Vi har altid sikkerheden som det vigtigste, inden vi udvider, så der skal vi lige have en snak med livredderne, når vi har afviklet i år og spurgt, hvordan de syntes det er gået med de 1500 vinterbadere, siger Katrine Frandsen.