Ikke noget med hakkedrenge eller kyllingelår: Til nytår sætter vi tænderne i dyre oksebøffer som aldrig før.
- Det er virkelig kvaliteten, vi går efter nu. Det er der ingen tvivl om, siger Ole Thøgersen fra Slagter Thøgersen på Mors, der også er bestyrelsesmedlem i foreningen Danske Slagtermestre.
Han er ved at gøre nytårskød klar til 30 forskellige slagterbutikker og spisesteder i Danmark. Kunderne vil have de bedste af de bedste kødstykker - og det smitter af på salget.
- Vi har generelt haft et rigtig godt salg, og det er lidt bedre i år, siger Ole Thøgersen.
Slagterigiganten Danish Crown slagter to ud af tre kreaturer i Danmark - og her har de aldrig set så stor efterspørgsel på dansk kvalitetskød som lige nu.
- Salget er rekordstort! Vi mærker en salgsfremgang på cirka 15 procent i forhold til sidste år, fortæller Finn Klostermann, der er administrerende direktør i Danish Crown Beef.
Danish Crown fortæller, at det mest populære nytårskød er mørbrad - og det er udsolgt fra Danish Crowns slagterier.
Derfor har slagterivirksomheden haft gang i et større puslespil for at gøre så mange som muligt tilfredse.
- Efterhånden som ikke alle kan få alle, de oksemørbrader, de vil, så bliver der fokus på culottestegen, oksehøjrebet, oksefiletten og rib-eye-steaken, siger han.
Vores stigende sult efter dyrt kvalitetskød til nytår kommer nok især fra en voksende pengepung, vurderer Jens Juul, der er informationsdirektør i Coop, som står bag 1.200 dagligvarebutikker blandt andet Fakta og Superbrugsen.
- Det er en tendens, vi har set over de seneste år. Danskerne har fået flere penge, og det betyder, at vi også køber lidt bedre kvalitet, siger han.
Næsten syv af ti danskere spiser oksekød nytårsaften, viser en undersøgelse fra Danish Crown.