Småbørn skal blive mere sangglade: 'Sang er tryghed på flaske'

Nyt projekt skal fremme sang i vuggestuer og børnehaver.

De kan endnu ikke snakke rigtig.

Alligevel synger børn i vuggestuer og dagplejere på livet løs.

Sang skaber nemlig tryghed og nærhed mellem småbørn og pædagoger.

- Man kan ikke være sur, når man synger, så det skaber så meget glæde i hverdagen, siger Christina Brøchner Nielsen.

Hun er pædagog i institutionen Lindbjerg ved Herning, som har været pilotprojekt på Sangglad Mini, som skal få sang ind i hverdagen for de allermindste.

Her synger de, inden de vasker hænder, og inden de spiser. Og Christina Brøchner Nielsen fortæller, at mange forældre oplever en forskel hos deres børn. Også dem helt ned til ti måneder.

- Børnene pludrer på en melodisk måde. Så selvom de ikke har ret meget verbal sprog, oplever vi, at hele deres krop signalerer, at det er fedt at være med til at synge, siger Christina Brøchner Nielsen.

16 kommuner får mere sang

Det er Nordea Fonden, som støtter projektet med 9,7 millioner kroner, og fra efteråret skal 60 vuggestuer og 300 dagplejere certificeres til at blive 'Sangglade Dagtilbud', så sangen er med til at understøtte det pædagogiske arbejde.

Sangens Hus er et nationalt samarbejdsforum, som skal fremme sang og sangkultur i Danmark. Og i dette projekt skal de altså hjælpe institutionerne til at få mere sang ind i hverdagen.

Og sang virker, siger Heidi Kuhdal, der er udviklingschef i Sangens Hus.

- Alle børn og især de helt små har brug for nærhed og tryghed, for at de kan trives og lære at udvikle sig. Og sang er nærhed og tryghed på flaske, siger Heidi Kuhdahl.

Hun forklarer, at sang skal ses som en form for velfærdsteknologi, fordi den skaber tryghed og mindsker arbejdsbyrden for pædagoger.

- Vi kan have 2 børn på knæet, men vi kan sagtens synge med 5 - 7 børn og få skabt nærhed og tryghed, siger Heidi Kuhdal.

Sangen synger lige ind i de pædagogiske læringsplaner og krav til udvikling. Men børnene vil ikke opdage, at de er midt i et pædagogisk tiltag.

- Vi kan designe det sådan, at set fra børnenes synspunkt synger vi og har det sjovt. Men de voksne kan klikke af, at vi i dag arbejder med at være gode venner, og næste dag arbejder vi på at sige bogstavet 's', siger Heidi Kuhdahl.

Christina Brøchner Nielsen er lige så begejstret for sangen som børnene er i vuggestuen. Når det er tid til at synge, stimler børnene sammen, og hun oplever, at sangen både skaber mulighed for at komme ned i gear, men også at det skaber et nyt rum for læring.

- Sang udvikler børnenes fantasi. Når vi leger med lego, synger vi for eksempel om legoklodser. Det griber børnene med det samme og bygger videre på sangen, siger Christina Brøchner Nielsen.

Som en del af Sangglad Mini støtter Nordea Fonden også Sangglad Familie, hvor familier mødes for at synge og lave aktiviteter sammen.