Efter sommerferien har børnene fra Tangsø Skole ved Lemvig udsigt til at begynde skoledagen tidligere, end de gør nu.
Kommunekassen er presset, så skolestrukturen er ændret - og det samme er busplanerne.
For eleverne på Tangsø Skole i den lille by Bækmarksbro betyder det, at busbørnene er fremme allerede klokken 7.20.
Derfor foreslår skolen at fremrykke skoledagen, så første time går i gang klokken 7.30. Indtil nu har mødetiden heddet klokken 8.15.
Og det kommer til at skabe udfordringer, forudser Jonas Munkholm Jensen, der er far til to drenge, som fremover må stille vækkeuret til klokken 5.40 for at kunne nå i skole til tiden.
- Det vil komme til at koste noget søvn for børnene. Vi kan jo ikke rykke alle fritidsinteresser og hele dagen tre kvarter, siger han.
Jonas Munkholm Jensen er også formand for skolebestyrelsen på Tangsø Skole, men udtaler sig i sagen her som privatperson.
Han påpeger, at nogle fritidsaktiviteter foregår på bestemte tidspunkter - uafhængigt af, hvornår skoledagen begynder i Bækmarksbro.
- Når man vælger at bosætte sig på landet, skal man også acceptere, at der er noget mere kørsel og flere gener. Men det har vi i forvejen så rigeligt af. Vi har nået en grænse, hvor jeg ikke længere synes, det er fair, siger han.
Folkeskoleloven anbefaler kl. 8.00 - tidligst
Ifølge folkeskoleloven skal det tilstræbes, at undervisningen foregår mellem kl. 8.00 og 16.00.
Derfor er det ikke forkert at begynde skoledagen kl. 7.30, mener Ellen Mejdahl (V), der er kommunalpolitiker og medlem af familie- og kulturudvalget i Lemvig Kommune, som skolerne hører under.
- Der står ikke "skal", men "tilstræbes". Så jeg synes, det er okay, hvis det er dét, der skal til for at få det hele til at fungere, siger hun.
Den nye mødetid klokken 7.30 vil være en konsekvens af flere ting.
Kommunen skal spare, og det har kastet en ny skolestruktur af sig i kommunen. Blandt andet samles mange overbygningselever nu i hovedbyen Lemvig. For Tangsø Skole gælder det skolens 7. og 8. klasse. Skolen har ingen 9. klasse.
Men for at de store børn kan nå toget fra Bækmarksbro til Lemvig i tide, bliver buskøreplanen ændret. Det rammer altså også de yngre elever i Bækmarksbro, som vil ankomme til skolen klokken 7.20.
Det er ledelsen og skolebestyrelsen på Tangsø Skole, der lægger op til, at skoledagen derfor skal begynde allerede klokken 7.30.
Skolen ønsker ikke at udtale sig, men henviser til forvaltningens direktør, Lars Borst Hansen.
- Man er nået frem til, at 7.30 er det bedste tidspunkt ud fra de vilkår, der nu engang er givet, herunder busplaner, siger han og tilføjer:
- For nogle vil det sikkert virke rigtig irriterende, at man skal afsted lidt før, end man plejer, og for andre er det måske en fordel.
Lars Borst Hansen understreger, at mødetider besluttes lokalt på den enkelte skole.
Hos landsorganisationen Skole og Forældre kalder formand Rasmus Edelberg den tidlige mødetid i Bækmarksbro for "en lappeløsning på en uhensigtsmæssig skolestruktur".
Ifølge ham er det endnu et eksempel på trængt kommuneøkonomi, der rammer børn uheldigt. Andre steder er det ikke bare en busplan, som bliver ændret - men at nærmeste skole lukker helt, siger han.
- Det går tit ud over børnene og familierne, som får lang transporttid, og det bliver mere presset. Vi synes, det er synd, at det på den måde går ud over børnene.
Søvnforsker: Afgørende at passe sengetiden
Mødetiden i skolen er til diskussion flere steder.
På Tim Skole nord for Ringkøbing har det i flere år ringet ind klokken 7.30, mens de ældste elever på Th. Langs Skole i Silkeborg siden sommerferien er begyndt at møde en time senere, nemlig klokken 9.00.
Men set med en søvnforskers øjne er det mindre vigtigt, om skolelever møder klokken 7.30 eller klokken 9.00. Det afgørende er at komme i seng til tiden.
Det er mange af os nemlig dårlige til. Mellem 25 og 40 procent af børn og voksne sover for lidt, fortæller Poul Jennum, der er professor og overlæge ved Dansk Center for Søvnmedicin.
- Vores sociale interaktioner har gjort, at vi sidder oppe om aftenen og ser tv og så videre. Så får vi ikke den søvn, vi skal have.
Når man ændrer mødetiden på en skole, er det derfor vigtigt, at forældre og venner er med på, at sengetiden rykkes tilsvarende, påpeger Poul Jennum.
- Det vil være klogt i en skole, at man diskuterer det med forældre og elever. Det handler om at inddrage hinanden i det her, så man undgår ”jamen, alle de andre i klassen må...”.
De nye busplaner, der kan få betydning for mødetiderne på skolerne i Lemvig Kommune, har været i høring indtil fredag i sidste uge.
Planerne skal behandles politisk midt i maj.
Én anden skole i kommunen, Ramme Skole, bliver også påvirket at de nye bustider. Her lægger skolen op til at rykke mødetiden et kvarter.
Nyhedspodcasten Tiden taler med en far til to trætte teenagedrenge, der risikerer at skulle i skole 7.30 i Lemvig. Lyt til podcasten her: