Større fokus på socialt samvær giver teenagere lyst til håndbold

Håndboldcamp og socialt samvær får flere unge til at fortsætte med at spille håndbold, viser erfaringer fra vestjyske klubber.

I håndboldklubben Mejrup Hvam åbner de sæsonen med en håndboldcamp for U10 til U16. Det er sådanne sociale tiltag, der fastholder de unge spillere. (Foto: © Håndbold Mejrup Hvam)

Ca. 10.000 færre unge og børn spiller i dag håndbold i forhold til for ti år siden. Det er især teenagerne, som klubberne har svært ved at holde på.

Men det er muligt at fastholde de unge, hvis klubberne har større fokus på det sociale. Det viser erfaringer fra Jydsk Håndbold Forbunds Kreds 3. Her viser en ny opgørelse, at der i år er tilmeldt 48 U16-hold i Kreds 3, hvilket er fem flere end for tre år siden.

- Det er utrolig glædeligt, for det er lige netop de årgange, hvor allerflest plejer at falde fra, siger kontorleder i Kreds 3 Jens Henriksen.

Ungdomsspillere: Vi har det rigtig godt sammen

Håndbold Mejrup Hvam er en af de klubber, der har fremgang. Her har 35 flere børn og unge meldt sig ind i forhold til sidste år.

Klubben har oprettet en teenafdeling, hvor spillerne tilbydes alt lige fra særlige tøjpakker, fitness til halv pris, håndboldcamp og sociale arrangementer.

Tilbud, som de to 15-årige spillere, Simon Møller og Frederik Jacobsen, er glade for.

- Vi har det rigtig godt sammen, også udenfor træning og kampe, siger Frederik og Simon, der fremhæver, at U16-spillerne en gang om ugen træner med klubbens 1. hold damer, hvilket giver bedre kamptræning.

  • Dansk Håndbold Forbund har i alt 105.567 medlemmer

  • Heraf er 72.444 under 18 år. (2015-tal)