Ulovligt at smide skrald - men kun få anmelder, når det bliver gjort

Politiet har svært ved at håndhæve loven om affald, de får nemlig få anmeldelser.

Det kan koste 1.000 kroner at smide en dåse i naturen. Arkivfoto. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Smider du skrald på gaden eller i naturen, kan du risikere en bøde på mindst 1.000 kroner - men der er kun en meget lille sandsynlighed for, at du bliver taget i det.

I 2017 har politiet blot modtaget 35 anmeldelser om overtrædelse af den såkaldte affaldsbekendtgørelse, og de har uddelt endnu færre bøder på området.

Dette til trods for, at coladåser i skoven og cigaretskodder på gågaden ikke er et særsyn.

De få anmeldelser gør det svært for politiet at håndhæve loven på området.

Det fortæller Poul Østergaard, politikommissær og leder af særlovscenteret hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi er meget afhængige af, at vi får nogle anmeldelser. Hvis vi ingen anmeldelser får, kan vi af gode grunde ikke gå ud og sigte eller straffe nogen for en overtrædelse, siger han.

Hvem skal fjerne skraldet?

Johanne Marie Stender fra Ulfborg ved Holstebro oplever ofte, at der ligger skrald, når hun går tur langs ringvejen i byen.

Ofte tager hun en pose med, når hun er ude at få frisk luft - og så samler skrald op, hvis hun ser noget.

- Jeg kan ikke holde ud, at det ligger her. De ting, jeg samler op, forgår ikke i naturen. Og til sidst bliver sådan et sted som her helt fuld af skrald. Hvem skal fjerne det? spørger hun.

Hør Johanne Marie Stender fortælle om alt det affald, hun opdager, når hun går tur.

Johanne Marie Stender kunne dog aldrig finde på at lave en anmeldelse til politiet om skraldet i Ulfborg.

- Dåser i vejkanten er trods alt ikke så alvorligt, at politiet skal bruge ressourcer på det, mener hun.

Selv hvis hun overvejede at melde en person, som kastede et stykke tyggegummi, ville det være svært for politiet at stille noget op, vurderer hun.

- For så skulle jeg have hans adresse og telefonnummer. Det kan man jo ikke bare, folk vil ikke bare give deres oplysninger. Det vil være som at slå i en dyne, mener hun.

Ansvar hos den enkelte

Politikommissær Poul Østergaard medgiver, det er svært for politiet at gøre noget ved problemet med skrald i naturen. Både på grund af de få anmeldelser, men også fordi det generelt er svært for dem at efterforske, hvem der efterlader skrald i det fri.

- Der er selvfølgelig noget, der er så småt, at man er nødt til at lade det fare. Altså et cigaretskod ud ad vinduet, en bananskræl eller et æbleskrog, som alligevel forgår i naturen - det vil vi ikke gå ud og bruge personaleressourcer på, siger han.

Poul Østergaard vil heller ikke opfordre til flere anmeldelser om skrald. Han henstiller i stedet til, at den enkelte borger tager ansvar for sit eget skrald:

- Herhjemme er der jo vitterlig masser af muligheder for at komme af med sit affald - både let og lovligt, siger han.

DR Midt & Vest undersøgte affaldsproblematikken, efter Johanne Marie Stender spurgte #DRfordig, hvorfor så mange smider skrald i naturen.