Kritikken hagler ned over regeringen, der vil droppe planerne om at etablere kystnære vindmøller i Danmark.
Beslutningen ærgrer også Steen Davidsen, der er formand for Hvide Sande Service Group, der er en forening af 38 lokale virksomheder og foreninger.
- Jeg synes, det er en hån mod hele branchen inden for produktionen af vindenergi, lyder det fra ham.
Han håber på, at forligsparterne får sat en stopper for regeringens planer om at droppe projektet.
I Hvide Sande får regeringens droppede vindmølleplaner direkte betydning på den lokale beskæftigelse, vurderer Steen Davidsen.
- Vi vil miste mindst 40-50 varige jobs på årsbasis i en 25-årig periode, og det er et rigtigt stort slag mod hele vindmølleindustrien og servicebranchen, siger han.
På landsplan vurderer administrerende direktør i brancheforeningen Vindmølleindsutrien, Jan Hylleberg, at de kystnære vindmøller kunne have skaffet flere tusind arbejdspladser.
Det er i et forsøg på at gøre den samlede PSO-regning for den grønne omstilling mindre, at regeringen nu er parat til at droppe planerne om at opstille alle de kystnære møller.
Vindmøllerne var planlagt som en del af energiforliget fra 2012.