Ingen ved, hvornår livet slutter.

Men for nogle må udløbsdatoen regnes for tættere på end hos andre.

På plejehjemmet Elmely i Nørresundby er 80-årige Katrin Christiansen godt klar over, at det hele skal have en ende på et tidspunkt, og at hun nok har de fleste dage bag sig.

Så hun har besluttet sig for, hvad der skal ske.

Katrin Christiansen ønsker at leve den sidste del af livet stille og roligt – ikke som på en banegård, som hun udtrykker det.

Derfor må det hele gerne, når tiden er inde, få en ende lige her på plejehjemmet, hvor hun kender personalet, og de kender hende.

- Jeg føler mig godt tilpas her og har det godt. Det var min datter, der fandt det her sted. Det har hun gjort godt, siger Katrin Christiansen.

Har selv været sygeplejerske

Plejehjemmet Elmely er et af i alt 36 plejehjem i Aalborg Kommune, hvor man aktivt taler med de ældre om, hvordan de gerne vil afslutte livet.

Selvom det er alderdommen, der trykker, er den danske lovgivning indrettet sådan, at man som udgangspunkt skal forsøge at behandle patienten til det sidste, hvis ikke andet er aftalt.

Konsekvensen er, at mange ældre dør på et sygehus i stedet for derhjemme – på et plejehjem eller i deres oprindelige hjem.

Katrin Christiansen har selv arbejdet som sygeplejerske det meste af sit liv, men hun har ikke lyst til dø på et sygehus.

- Uha, det kunne jeg ikke tænke mig. De er søde og rare på sygehuset, men de har alt, alt, alt for travlt. Det bryder jeg mig ikke om, siger hun.

- Jeg har aldrig brudt mig om mange mennesker.

VIDEO: På plejehjemmet Elmely taler personalet med de ældre om, hvordan de gerne vil tage afsked med livet.

Skal spørge, før det gør ondt

På plejehjemmet Elmely har man plads til i alt 50 beboere, og de bliver alle spurgt, hvordan de gerne vil herfra, selvom det kan være en svær samtale at tage for personalet.

- De første mange gange ryster stemmen lidt, og man skal lige over den barrikade. Men jo flere gange man har gjort det, jo nemmere bliver det, fortæller plejehjemsleder Louisa Olsen.

Heller ikke alle beboere er forberedt på at tage en samtale om døden, når de rykker ind på plejehjemmet.

- Nogle bliver rigtig glade for det, og nogle siger, at det er de ikke klar til endnu, fordi de ikke skal dø endnu, siger hun.

Det skal man respektere, mener Louisa Olsen. Men det er stadig vigtigt at spørge.

For når tankerne først er sat i gang, sker det, at den ældre selv tager hul på snakken, når man sidder og drikker en kop kaffe.

Og det kan være lige præcis det, der skal til, for at de sidste brikker falder ordentligt, siger Louisa Olsen.

- Det betyder rigtig meget for alle, at man har fået taget stilling til de ting.

- Vi skal ikke først til at spørge dem, når de har ondt eller har ubehag, er bange eller noget, fordi vi faktisk har tingene på plads, siger hun.

Der må være en grænse

Det er 80-årige Katrin Christiansen helt enig i. En samtale om den sidste tid skulle man insistere på at tage på alle plejehjem, mener hun.

- Ja, det synes jeg faktisk, siger hun.

- Hvis de ældre kan få den hjælp hjemme, de har behov for, så skal man være hjemme.

Mens det for nogle kan være svært, mener Katrin Christiansen, det er naturligt at snakke om døden, når den tid nærmer sig.

Hun frygter den ikke og vil hellere gå sin skæbne i møde end at tilbringe sine sidste dage med livsforlængende behandling på et sygehus.

- Jeg er kun bange for, hvis jeg får smerter. Det håber jeg ikke. Men de kan da pumpe mig fuld af morfin i stedet for, siger hun og griner.

- Hvis der ingen udsigt er for mig bagefter, vil jeg ikke behandles.

Det siger du meget sikkert?

- Jeg vil ikke blive dårligere og dårligere. Der må være en grænse.

Har du også tænkt over, hvad der skal ske, hvis du får et hjertestop?

- Så skal jeg ikke genoplives. Så må det være godt med det.