Aalborg Portland har rekordoverskud, men får alligevel en billigere CO2-skat: ‘Det er pløk åndssvagt’

Peder Hvelplund (EL) mener, at CO2-rabatten til cementfabrikken skal rulles tilbage.

Cementfabrikken Aalborg Portland er danmarks største udleder af CO2. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Det er nok en god dag hos den nordjyske cementfabrik Aalborg Portland.

Virksomheden har i dag præsenteret et rekordoverskud på 1,46 milliarder kroner for 2022.

Det betyder, at deres overskud steg 30 procent i forhold til året forinden.

Men det er ikke alle, der er lige positivt stemte over for Aalborg Portlands milliardoverskud.

I april 2022 præsenterede den daværende socialdemokratiske regering en CO2-afgift for danske virksomheder. Aftalen blev indgået med SF, Konservative, Venstre og Radikale Venstre.

Virksomhederne skal altså betale en fast pris for hvert ton CO2, de udleder i 2030.

Men for enkelte virksomheder - heriblandt Aalborg Portland - er der en særpris, der er lavere end for øvrige virksomheder.

Og den rabat mener Peder Hvelplund, der er gruppeformand for Enhedslisten, skal rulles tilbage nu, hvor Aalborg Portland har et rekordoverskud.

- Vi kommer til at kræve med baggrund i det her overskud, at man får genåbnet den aftale og får tilbagerullet den lettelse til de virksomheder, der udleder allermest CO2. De skal bidrage i samme omfang som alle andre, siger Peder Hvelplund.

Gruppeformand for enhedslisten, Peder Hvelplund, sammen med den politiske ordfører for partiet, Mai Villadsen. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

‘Det er åndssvagt’

Aalborg Portland er den virksomhed, som belaster det danske klimaregnskab mest.

Alligevel ender de med at betale mindre per udledt ton CO2 end mange andre danske virksomheder.

- Det virker fuldstændig pløk åndssvagt, at regeringen giver Aalborg Portland en rabat, når virksomheden samtidig høster et enormt overskud, siger Peder Hvelplund.

Mens nogle virksomheder skal betale en afgift på 750 kroner for hvert ton CO2, der ryger op af deres skorsten i 2030, kan Aalborg Portland og en lille gruppe af de største udledere i industrien nøjes med 125 kroner.

Det skyldes, at der blev lavet en særpris for nogle virksomheder, fordi de også skal betale en CO2-afgift til EU.

Men Aalborg Portland får også gratis kvoter fra EU. Det betyder i sidste ende, at Aalborg Portland får en billigere pris end mange mindre virksomheder.

Årlig rabat på over 400 millioner kroner

Ifølge en beregning, som DR tidligere har lavet, får Aalborg Portland i 2030 en rabat på op mod 455 millioner kroner årligt end hvis de skulle have betalt det samme som de fleste andre danske virksomheder.

Lars Gårn Hansen, økonomiprofessor på Københavns Universitet og miljøøkonomisk vismand er enig i DRs regnestykke.

- Hvis vi tager det hele med, både gratis kvoter og rabatten i den danske CO2 afgift, kommer Aalborg Portland til at betale godt 400 millioner kroner mindre om året i samlet CO2-betaling, siger Lars Gårn Hansen her.

Den store besparelse - og nu Aalborg Portlands store overskud - gør, at Peder Hvelplund rejser kritik mod både Aalborg Portland og de partier, der lavede CO2-afgiften.

- Det store overskud får da Aalborg Portlands argumenter med, at de ikke har råd til omstillingen, og at det derfor er nødvendigt med en CO2-rabat til at klinge temmeligt hult, siger Peder Hvelplund og fortsætter:

- Men det er klart, at kritikken skal rettes mod de partier, der har bakket op om det her, fordi man har været til fals for billige argumenter. Det betyder nu, at Aalborg Portland kan høste et gigantisk overskud frem for at pengene bliver brugt til at reducere CO2-udslip.

Vil ikke ændre på rabatten

Hos Socialdemokratiets skatteordfører, Anders Kronborg, er meldingen klar: De ønsker ikke at ændre CO2-afgiften for virksomheder som Aalborg Portland, blandt andet fordi de gerne vil undgå udflytninger af danske arbejdspladser til andre europæiske lande.

- Det er rigtigt, at der er en lille rabat for en virksomhed som Aalborg Portland. Men i og med, at de udleder meget CO2, kommer de også til at betale en stor regning i forhold til den grønne skattereform. Og samlet set bidrager de faktisk rigtig meget, siger Anders Kronborg.

Anders Kronborg er skatteordfører for Socialdemokratiet. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Når nu Aalborg Portland har et overskud på næsten 1,5 milliarder kroner, har de så ikke også råd til at betale lidt mere i CO2-afgift og stadig have deres produktion i Danmark?

- Vi er ikke klar til for nuværende at gå ud og svinge pisken yderligere over Aalborg Portland. Det her med at jagte virksomheder fordi de får et overskud på bundlinjen, er ikke stabile rammevilkår, som man kan planlægge ud fra, siger Anders Kronborg.

Det siger Aalborg Portland selv

Aalborg Portland ønskede ikke at stille op til interview med DR, men de skriver i et skriftligt svar således:

Det er vigtigt at være opmærksom på, at overskuddet kommer fra Aalborg Portland Holdings globale aktiviteter, der er fordelt på både Europa, Mellemøsten, USA og Asien. Cementproduktionen i Danmark udgør kun en mindre del af omsætning og overskud i Aalborg Portland Holding.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at Aalborg Portland ikke får en ‘rabat’ på CO2-afgiften. Den danske CO2-afgift lægges for Aalborg Portlands vedkommende oveni den eksisterende EU-afgift, og der er ikke nogen af de omkringliggende lande, der har en ekstra national CO2-skat på cementproduktion. Aalborg Portland er allerede i dag den virksomhed i Danmark, der betaler absolut mest i CO2-afgift til EU. Den nye danske særafgift på CO2, der træder i kraft i 2025, vil øge forskellen yderligere.

Endelig vil vi fremhæve, at vores plan for at reducere vores CO2-udledning med 73% frem mod 2030 kræver enorme investeringer. Det er vi i fuld gang med, og vores holdning er, at vi skal være en del af løsningen. Det danske samfund har brug for cement, og vi har ikke tænkt os at opgive dansk cementproduktion.