På kanten til Limfjorden står Cimbrertyren hævet over trafikken fnysende, olm og kampklar.

Den er sat der til minde om de gamle cimbrere, som ikke havde nok i deres eget, men med udlængsel drog ud i Europa for at erobre nyt land og slås mod den romerske overmagt.

Skænket af De Danske Spritfabrikker i 1937 er den også et vidnesbyrd om det industrielle Aalborgs storhedstid, og den er det sidste, man ser, inden man krydser fjorden og kører nord mod Vendsyssel, og det første hvis man har retning mod syd.

Det bliver ikke mere Aalborg end Cimbrertyren.

Men siden en nat for sytten år siden, har byens vartegn ikke lignet sig selv. Og trods statuens berømmelse er det de færreste - hvis overhovedet nogen - der har bemærket det.

For at finde en forklaring på, hvorfor tyren ikke længere er, som den var, skal vi tilbage til en efterårsaften og -nat i år 2000.

Her er Anders Hansen på besøg i sin fødeby, Aalborg, som han har forladt fire år tidligere.

Sværdets forsvinden

Ved tre til fire-tiden om natten er Anders Hansen på vej hjem fra en festlig aften i Jomfru Ane Gade. Han er sammen med en ung kvinde.

De skal overnatte på gulvet hos Anders’ kammerat i Aalborgs Vestby, og på vejen hjem får Anders lyst til at vise hende den berømte tyr.

Den tyr, som han så mange gange som barn har stået og beundret.

- Jeg fik sådan en trang til at vise hende statuen, som jeg kunne huske fra, da jeg var dreng og især det her sværd, der sidder på. En kopi af et romersk sværd der er sat fast lodret i soklen.

- Det sværd har jeg gået og savlet over mange gange, husker han.

Anders tegner og fortæller for kvinden. Hun får historien om Anders J. Bundgaard, kunstneren bag statuen. Om inskriptionerne på soklen, som forfatteren Johannes V. Jensen står bag. Og ikke mindst om sværdet, der er det håndgribelige bevis på cimbrernes kamp mod det mægtige Rom.

Kvinden er begejstret, men på et tidspunkt er hun ikke længere omdrejningspunkt for Anders’ opmærksomhed.

Han har opdaget, at det romerske sværd foran på soklen sidder løst i bunden. Han tager fat i det.

"Shit, vi skal væk”

- Så kan jeg mærke, at det giver efter. Og så tager jeg hårdere fat og river til, fortæller han.

Han prøver et par gange og lægger flere kræfter.

De tre ravpluks, som holder sværdet fast i cementfugen, ryger ud, og Anders står nu med halvandet kilo romersk bronzesværd i hånden.

Nu gælder det om at komme væk.

- Jeg hiver det ind under trøjen, mens jeg tænker ’Shit, vi skal væk’. Der var jo taxaer og andre berusede på gaden, siger han.

Anders, sværdet og kvinden bevæger sig mod Vestbyen, hvor de falder i søvn på gulvet i stuen hos hans kammerat.

Morgenen efter går der ikke mange sekunder fra Anders vågner, til han første gang tænker på tyvegodset fra aftenen før.

Han er ovenud tilfreds med at have tilegnet sig sværdet, men alvoren begynder så småt at gå op for ham.

Han beder sine bekendte i Aalborg om at holde øje med de regionale og lokale medier. Hvis der dukker historier op om tyveriet, må han finde ud af, hvad han så skal stille op med sværdet.

Derefter bevæger Anders sig mod København, hvor han nu bor. Sværdet bliver pakket i et tæppe og placeret i bagagenettet over sæderne i bussen.

Paranoiaen kommer snigende

Det stjålne cimbrersværd lever derefter et stille liv i nogen tid. Under Anders’ seng i København ligger det og bliver kun sjældent fundet frem, når der skal fortælles historier om det famøse tyveri.

Anders er i mellemtiden blevet mere urolig over tyveriet.

- Jeg prøver at berolige mig selv, men det er bare lidt svært nogle gange, siger han.

- Det er rendyrket paranoia, men jeg har en forestilling om, at en eller anden afdeling er i gang med at opklare, hvad der egentlig skete med sværdet. De har måske talt med nogle, der ved lidt. Det kan være, at hende kvinden fra aftenen er blevet gal på mig og har sladret, tænker han.

Hvad Anders dog ikke ved er, at tyveriet slet ikke er blevet opdaget. Ingen har bidt mærke i, at sværdet er væk, og ingen har gjort noget for at få det tilbage.

Selvom der er tale om en af Aalborgs mest fremtrædende statuer er der ikke indgivet nogen politianmeldelse, der er ikke skrevet nyhedshistorier om sværdets forsvinden, og kunsteksperter og kommunale folk aner ikke, at der er noget galt.

Tilbage til byen

Ikke desto mindre vokser uroligheden i Anders. Ni måneder efter forbrydelsen, i sommeren 2001, beslutter han sig for at levere sværdet tilbage.

- Der var en fornuftig del af mig, der sagde: 'Hvor ville det være åndssvagt, hvis Aalborg Kommune bliver nødt til at bruge 50.000 kroner eller mere på et nyt sværd, hvis jeg ikke engang ved, hvad jeg skal bruge det til', fortæller han.

Planen for at levere sværdet tilbage er udførlig.

Det skal lægges ved billedhugger Bjørn Nørgaards skulptur Drømmeslottet i Skulpturparken hos kunstmuseet Kunsten i Aalborg. Et anonymt brev til Nordjyske Stiftstidende skal sikre, at det bliver fundet, og så vil byens vartegn igen blive intakt, planlægger Anders.

Han tager turen til Aalborg, placerer sværdet på det ønskede sted, sender brevet til avisen og venter så i nogle dage. Men til Anders' store forbløffelse sker der intet. Ikke engang en sølle notits.

Anders beslutter sig for at ringe til avisen i stedet. Men inden han ringer, vil han tjekke, at sværdet stadig er, hvor han lagde det. Så en diset eftermiddag tager han op til Skulpturparken igen.

Men til sin store overraskelse opdager han, at ikke bare sværdet, men også dele af skulpturen det lå ved, er væk. Drømmeslottet er kørt til renovering hos Bjørn Nørgaards værksted, og trods flere mails til Bjørn Nørgaard finder Anders aldrig ud af, hvor sværdet er.

Forløsningen

Der går 16 år, og som tiden går fylder sværdet mindre og mindre for Anders.

- Jeg har nogle gange grinet lidt af det inde i mig selv, og jeg har af og til underholdt andre med det. Jeg har ikke tænkt på det som en stor risiko for mig, fortæller han.

I mellemtiden er Anders’ gamle kammerat fra Aalborg-tiden, Niels Fabæk, blevet ansat på Kunsten som fotograf.

En af hans opgaver er at dokumentere de ting, der ligger i museets gamle magasin og har været brugt ved tidligere udstillinger.

Blandt gamle paller, møbler, podier og meget andet støder han på noget specielt.

- Midt i det rum står der nogle kasser med alverdens ting. Og en af tingene er så Cimbrertyrens sværd, fortæller Niels Fabæk.

Straks efter fundet skriver han til Anders Hansen:

”Fundet,” står der kort og godt i beskeden.

Da Anders modtager beskeden, er han på arbejde og går med sin metaldetektor og leder efter gamle mønter på en mark.

Fundet betyder meget for Anders.

Sværdet er desuden forsynet med en lille seddel, fortæller Niels Fabæk ham:

’Bajonet fundet i Bjørn Nørgaards Drømmeslot, men hører ikke til dér. ÅB, 27/7-01’

- Det gjorde et ret stort indtryk på mig på en positiv måde. Det var en slags forløsning, siger Anders Hansen.

Sværdet er på vej tilbage

Anekdoten om sværdtyveriet blev for første gang fortalt i en sidebemærkning i bogen "Jakob var her", en biografi skrevet af Rune Skyum om den kendte Aalborg-forfatter Jakob Ejersbo.

Siden DR tog fat i historien, og sværdet dukkede op, er det nu på vej tilbage til der, hvor det hører hjemme.

Kunsten og Aalborg Kommune har efter rådslagning besluttet sig for igen at smede det fast på billedhugger Anders J. Bundgaards Cimbrertyr. Overdragelsen af sværdet sker mandag.

Det paradoksale er dog, at hverken Aalborg Kommune eller den førende Bundgaard-ekspert i Danmark, Lars Rigborg, aldrig opdagede, at der manglede et sværd på den berømte tyr.

- Jeg blev meget, meget forundret, og så blev jeg simpelthen tæskesur på mig selv over, at jeg ikke vidste det. For det burde jeg vide. Jeg har lidt røde ører, siger Lars Rigborg, der har skrevet to bøger om Anders J. Bundgaard.

Til gengæld glæder Rigborg sig over, at sværdet kommer op at hænge igen.

- Det er en god ting. Det skal det selvfølgelig, når den er født med det, mener Bundgaard-eksperten.

Hvad Anders Hansen angår, så er glæden ved, at sværdet nu leveres tilbage ikke ubetinget.

- Jeg har det fint med, at det skal tilbage, men jeg synes, at det er latterligt, at der skulle gå så lang tid, og at der ikke var nogen, der opdagede, at det var væk, siger han og tilføjer:

- Jeg kan sådan lidt sarkastisk spørge, om byen nu faktisk har fortjent at få det tilbage?

Opdateret den 16. juni med kildeangivelse på illustration.