Borgere i Skagen efter farligt benzinudslip: 'Det er nok ikke nu man skal tænde en cigaret'

Nordjyllands Politi og beredskabet arbejdede hele natten, for at finde kilden til benzinudslippet.

Her er en slamsuger, som er eksplosionssikret, i gang med at suge slam og benzin op fra kloaksystemet. (Foto: © Anders Hestbek, DR Nórdjylland)

’Man skal ikke bruge åben ild og så vidt muligt holde sig inden døre.’

Sådan lød budskabet til borgerne i Skagen, da Nordjyllands Politi sent torsdag aften blev gjort opmærksomme på en mystisk lugt af benzin, der steg op fra afløbene.

Den første alarm lød klokken 20.08 fra personalet på Skagen Gigt- og Rygcenter, og efterfølgende ringede borgere fra flere steder i området og meldte om lugtgener fra benzin.

Faktisk måtte omkring 20 patienter på gigt- og rygcentret flyttes til en anden afdeling på grund af benzinlugten.

Beredskabsstyrelsens såkaldte HazMat-beredskab blev hurtigt tilkaldt fra Herning. Det er et specialberedskab, der assisterer ved mistanke om farlige kemiske stoffer. Og kort efter kunne flere prøver bevise, at der var benzin i kloaksystemet.

Advarslen om benzinudslippet vedrørte personer, der bor inden for byzonen i Skagen. (Foto: © Anders Hestbek, DR Nórdjylland)

Og det har vakt bekymring hos flere borgere i området. Én af dem er Jytte Pedersen, som bor i Skagen:

- Det er da træls, at der kan komme sådan noget ned i vores kloaksystem. Det er utrygt. Jeg bor forholdsvis tæt på benzinudslippet, men jeg har heldigvis ikke opdaget det i nat, siger hun.

- Jeg er glad for, at de er ved at tage hånd om det, men jeg er selvfølgelig bekymret for, hvor meget det udvikler sig, og hvor langt det når ud i vores system. Det synes jeg er utrygt. Jeg håber, de får styr på det.

’Det er jo et kæmpe uheld’

Efter at have arbejdet gennem hele natten i Skagen lykkedes det her til morgen politiet og beredskabet at finde kilden til benzinudslippet.

Uheldet er sket ude hos en virksomhed, der arbejder med rensning af spildolie fra skibsindustrien og de skibe, der anløber i Skagen Havn. Det fortæller Henrik Skals vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi:

- I forbindelse med en rensning og tilbageførsel af det spildevand er der kommet et udslip af benzin, som selvfølgelig ikke har været hensigten, men det er dét, der er sket.

Og at sådan noget kan ske, forarger Erik Svendsen, som er på ferie i Skagen:

- Det er jo et kæmpe uheld. Om de kan gøre nogen ansvarlige for det, det er spændende, det håber jeg, vi hører mere om.

Tidligere fredag fortalte Nordjyllands Politi, at benzinkoncentrationen er størst i området omkring Vestre Strandvej, der ligger langs havnen. (Foto: © Anders Hestbek, DR Nórdjylland)

Efter kilden til udslippet var fundet, gik beredskabet i gang med af rense benzinen op ad kloakkerne. Flere slamsugere blev sat til at suge slam og benzin op i de mest ramte områder.

Og derfor er Erik Svendsen heller ikke særlig bekymret for benzinudslippet længere:

- Det forsvinder jo hurtigt, og vi har ikke kunnet lugte noget her til morgen. Men det er klart, hvis man er et sted, hvor der lugter af benzin, så passer man på.

- Hvis nogen havde smidt en cigaret ned i en kloak med benzin, så havde det sagt ’puff’. Men man står jo heller ikke og ryger på en tankstation.

Ifølge politiet er ejeren af den virksomhed, der er ansvarlig for benzinudslippet, afhørt med sigtedes rettigheder.

’Det er nok ikke lige nu, man skal tænde en cigaret ’

- Der lugtede af en kombination af benzin og gas især ude på vores toiletter. Så tænker man jo, at ’det er nok ikke lige nu, man skal tænde en cigaret.'

Sådan fortæller Jakob Sund, indehaver af Jakobs Café i Skagen om, hvordan det var at møde ind på restauranten til morgen. Restauranten var blot ét ud af flere områder i byen, som blev påvirket af benzinudslippet.

Borgerne i Skagen blev tidligere fredag opfordret til at blive inden døre, men den opfordring er nu trukket tilbage. (Foto: © Anders Hestbek, DR Nórdjylland)

Og sen formiddag opfordrer politiet i en pressemeddelelse stadig borgere til at være påpasselige:

- Man vil muligvis stadig kunne opleve en benzindunst fra kloaksystemet. Føler man sig utilpas eller oplever gener, så skal man naturligvis kontakte lægen. Ellers opfordrer vi til, at man bruger sin sunde fornuft – også i forhold til brug af åben ild, hvis der skulle lugte af benzin.

Men efter en grundig indsats fra beredskabets slamsugere, er koncentrationen af benzin i kloaksystemet lav, og den sidste indsats i at få renset systemet ud er overladt til Frederikshavn Kommune. Og Jakob Sund tager da også situationen med ro.

- Vi luftede ud i restauranten, og så var det det. Det er selvfølgelig ikke så rart at tænke på, at der har været benzin nede i kloaksystemet, men vi er ikke så bekymrede for det mere, siger han.