I maj nedsatte regeringen sit eget disruptionråd, der skal komme med forslag til, hvordan Danmark og danskerne ruster sig til en fremtid, hvor den teknologiske udvikling kan vende op og ned på det, vi kender, og skabe nye forudsætninger på det danske arbejdsmarked.
For at hente inspiration besøgte en delegation fra rådet derfor i dag erhvervsskolen EUC Nord i Hjørring.
Her skulle de se nærmere på Skills City – en projektby, hvor eleverne på grundforløbet er startet forfra og har bygget en ny by op helt fra grunden med butikker og arrangementer, som de selv driver med håndværk, salg og produktion af fødevarer.
Og spørger man direktør på EUC Nord, Neil Jakobsen, så er det netop den tilgang, der skal til for at lære eleverne de kompetencer, man skal bruge på fremtidens arbejdsmarked.
- Selv efter 20 uger er vores elever rigtig gode til at problemløse, de er gode til at koordinere og arbejde sammen, og de er kreative, siger han.
I rådet var der da også bred anerkendelse af skolens projekt.
Erhvervsuddannelserne skal højt på dagsordenen
For Hella Joof var det et synligt bevis på, at fremtidens løsninger ikke alene skal løses af gymnasie- og universitetsuddannede, men at erhvervsskolerne og de faglærte kommer til at spille en stor rolle.
I den sammenhæng er der et behov for, at erhvervsuddannelser kommer højere op på dagsordenen, mener Hella Joof.
- Det lyser ud af elevernes øjne, at de ved, at de bliver dygtige. Men nu skal vi have resten af samfundet til at forstå, at vi slet ikke har noget samfund, hvis ikke vi har mennesker, der tager de her uddannelser, siger hun.
Også Jacob Holbraad, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, satte pris på elevernes input.
- Jeg synes, at jeg kan tage mange ting med. Det er en masse engagement, livskraft og mod på fremtiden, som de her elever demonstrerer, siger han.
Rundt i hele landet
Siden maj har disruptionrådet været samlet i tre omgange i Kolding, Værløse og på Fyn og nu altså i Nordjylland, hvor de indtil i morgen får base på et hotel ved Rebild Bakker.
I det hele taget har det været en ambition for rådet at komme rundt i hele landet, fortæller beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V):
- Det handler først og fremmest om at skabe en mere regional debat om, hvad disruption er, siger han.
Med besøg i forskellige dele landet håber han derudover at få skabt en fælles bevidsthed om, hvad morgendagens arbejdsmarked kommer til at kræve af os alle sammen.
- Vi skal sikre, at man som enkeltborger er interesseret i at eftervidereuddanne sig, så man har de kompetencer, der måtte være nødvendige i fremtiden, og så skal vi sikre, at vi hjælper nogle af de mennesker, som har de dårligste kompetencer eller største udfordringer, siger han.
Disruptionrådet skal stå klar med sine konklusioner inden udgangen af 2018.