Familiesammenføring: Organisationer samler penge ind, så flygtningebørn kan få familien til Danmark

Der bliver solgt kunst og gavebeviser for at skaffe penge til flybilletter, så flygtningefamilier kan blive genforenet.

- Det er ligesom at give en belønning med den ene hånd og et piskeslag med den anden, når man siger, at de selv skal skaffe så mange penge, siger Mads Nygaard (Foto: © Christine Nørgaard, DR Nórdjylland)

- Vi har valgt at gøre det, fordi de her børn ellers står i en håbløs situation.

Sådan siger Mads Nygaard, forfatter og medstifter af Venligboerne, som årsag til, at han og andre samler ind til flybilletter til familiesammenførte flygtninge.

Ifølge dagens Information betød stramningerne af udlændingeloven i 2016, at staten ikke længere betaler for transporten til flygtninge, der har fået tilladelse til familiesammenføring i Danmark. Derfor indsamler blandt andre den private forening Refugees Welcome og Venligboerne penge, så de kan hjælpe.

Ifølge Mads Nygaard koster det typisk omkring 25 - 30.000 kroner i rejse- og etableringsudgifter, når uledsagede mindreårige skal have deres forældre og søskende til Danmark.

- For eksempel havde vi en pige i Aarhus, der havde ventet fem år på at få sin mor her op. Moderen boede i en flygtningelejr i Uganda, så hvordan skulle de nogensinde kunne skaffe tusindvis af kroner?

- Hvis ikke der er nogen, der hjælper, så vil den her familiesammenføring ikke gå igennem, og så vil pigen have ventet forgæves i fem år. Det er ikke til at holde ud at tænke på, siger den nordjyske forfatter.

Venligboerne har indtil videre indsamlet omkring 460.000 kroner ved blandt andet at afholde kunstauktioner og en litteraturdag i oktober, hvor flere af landets forfattere læste op. Og der er planer om flere arrangementer i det nye år.

Hos Refugees Welcome er det formand Michala Bendixens oplevelse, at mange danskere har ondt af flygtningenes situation og synes, det er både urimeligt og umenneskeligt, når de på en integrationsydelse ikke kan skaffe de mange penge, det kræver at få resten af familien til landet.

- Det er jo tit familier, der har været skilt ad i flere år allerede, og nu har de en ret til at blive genforenet. Men nu så står de med det økonomiske problem med at betale for en dyr rejse fra eksempelvis Etiopien eller Sudan, siger hun.

Den private forening har foreløbig givet rejsetilskud til flere end 200 børn.

- Vi synes, det er danskernes forpligtelse at prøve at hjælpe de her stakkels mennesker, og når staten nægter at gøre det, så mener vi, at civilbefolkningen må træde til, siger Michala Bendixen.

Mens Socialdemokraterne bakkede op om afskaffelsen af betalt transport i 2006, var der kritik fra SF og De Radikale.

- Vi taler om mennesker, der har efterladt alt, hvad de havde. Vi burde altså være store nok til at sige, at vi skal sikre, at børn kan få deres familier hertil, sagde de radikales gruppeformand Sofie Carsten Nielsen.

Ifølge udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) handler det mere om, at det er rimeligt at forlange, at man selv betaler transporten, når man gerne vil til Danmark.

Ændringen i 2006 krævede ikke at blive vedtaget ved lov, men gennemførtes i stedet rent administrativt af regeringen, der dermed ikke har var tvunget til at samle et flertal.