Listen over krakkede hjemmeplejefirmaer blev i dag et selskab længere: Din Hjemmepleje i Hjørring og Frederikshavn er gået konkurs.
I Frederikshavn betyder det, at den kommunale hjemmepleje træder til og sikrer personlig pleje og praktisk hjælp til kommunens 410 berørte borgere.
Jørgen Tousgaard (S), der er formand for socialudvalget i Frederikshavn Kommune, siger, at kommunen var forberedt på situationen.
- Vi har en beredskabsplan og har indkaldt ekstra mandskab, så alle får de besøg, de er visiteret til, siger han.
Jørgen Tousgaard oplyser, at det er tredje gang, at kommunen oplever en konkurs i hjemmeplejen.
Synd for de ældre
- Vi har en vis erfaring med at håndtere sådanne situationer. Til gengæld er jeg mere bekymret for de ældre borgere, som lige pludselig skal have en ny hjælper inden for døren. Det kan være en stor belastning for dem, men sådan er lovgivningen nu en gang.
De 410 borgere skal nu vælge, om de vil have et andet privat firma til at levere personlig og praktisk hjælp, eller om de vil lade kommunen levere ydelsen.
I Hjørring Kommune berører konkursen i første omgang ikke de 200 borgere, der får leveret hjemmehjælp af Din Hjemmepleje.
Det skyldes, at det er to forskellige Din Hjemmepleje-selskaber, der opererer i de to kommuner. Og i Hjørring har kommunen indgået en aftale med konkursboet om, at de i første omgang kører driften videre, indtil det er afklaret, om virksomheden kan sælges til anden side.
Hvis det ikke lader sig gøre, vil kommunen - ligesom i Frederikshavn - overtage hjemmehjælpen.