Fodboldklub lavede egen smitteopsporing på Facebook: Professor advarer andre mod at gøre det samme

Selvom folk havde sagt ja til at få deres navne delt, kan det være på kant med lovgivningen, fortæller professor.

Opslaget blev i weekenden fjernet fra Veddum IF's facebookgruppe. Ifølge et opslag i gruppen så klubben ikke længere nogen grund til, at navnene stod der længere. (Foto: © Grafik: Signe Heiredal, DR Nyheder)

Er du smittet, så skriv til os, så vi kan få dig på listen.

Fodboldklubben Veddum IF i det nedlukkede nordjyske sogn Skelund gjorde i sidste uge en helt særlig indsats for at begrænse coronasmitten i sognet.

På klubbens Facebook-side lavede de en liste over smittede personer i nærområdet, efter klubben selv var blevet epicenter for et smitteudbrud.

- I bestyrelsen blev vi enige om, at vi var nødt til at tage noget ansvar og få gjort noget, fortæller klubbens formands Mads Kjærsgaard.

Mads Kjærsgaard er lige nu i isolation, fordi han selv er test positiv. (© DR Nyheder)

Opslaget blev oprettet i Veddum IF’s åbne Facebook-gruppe, der har mere end 500 medlemmer. Håbet var, at opslaget kunne gøre andre personer opmærksomme på, at de selv kunne være smittede eller en nærkontakt, og derfor skulle lade sig teste.

Fodboldklubbens formand understreger, at der ikke var pres for at blive skrevet på listen – eller at nogle kan have følt et gruppepres.

- Vi tog fat i hver enkelt, når vi fik nys om, at de var smittede og spurgte, om det var i orden, at det blev lagt op. De fleste skrev bare direkte, med det samme de fik et positivt svar, og sagde: ’Jeg er smittet. Skriv mig på listen’, fortæller Mads Kjærsgaard fra sit hjem, hvor han er isoleret, fordi han også selv er testet positiv.

Overhalede myndighedernes egen smitteopsporing

I sidste uge var Veddum IF’s formand personligt i kontakt med myndighedernes smitteopsporing flere gange.

- Men de var langt bagefter. Når de ringede til mig, kunne jeg hele tiden fortælle dem, at vi havde nogle flere smittede. Og så kunne jeg oplyse dem om sådan og sådan, siger Mads Kjærsgaard.

Alene tirsdag snakkede formanden med medarbejdere smitteopsporingen otte gange.

- Det var lidt sjovt, for de grinede, hver gang de ringede, over at vi egentlig var foran dem, så meget som vi var.

Selvom Skelund Sogn endte med at blive lukket ned fra mandag i denne uge, er Mads Kjærsgaard ikke i tvivl om, at klubbens arbejde har gjort en forskel i det lille sogn med 1.066 indbyggere.

- Det har virket sådan, at alle de smittede lynhurtigt er blevet fundet. Så jeg synes, det har virket efter hensigten. De har jo ikke nået at smitte videre, fordi det er gået så stærkt med at finde dem, siger Mads Kjærsgaard.

Professor advarer

Har man selv lyst til at lave sin egen online smitteopsporing, som Veddum IF, skal man passe på. Det er nemlig på kanten af loven at offentliggøre navne på coronasmittede på Facebook – også selvom de har sagt ja.

- Problemet er, at det er en helbredsoplysning, og reglerne for offentliggørelse af helbredsoplysninger i dag er blevet meget komplicerede i vores persondataregler, fortæller professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing.

Selvom klubben mener, at de fik et samtykke fra alle personer til at offentliggøre deres navne, er der ret skrappe krav til et sådant, fortæller Sten Bønsing. Eksempelvis skal der være mulighed for at fortryde og tilbagekalde det.

- Det er meget svært med samtykker på eksempelvis Facebook. For det kan godt være, man kan fjerne navnet fra sin egen Facebook-side, men man ved ikke, om Facebook har gemt det for tid og evighed.

Ifølge professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, Sten Bønsing, kan det være en overtrædelse af persondatareglerne at gøre, som fodboldklubben Veddum IF. (© DR Nyheder)

Ifølge professoren kan det potentielt være strafbart, og man risikerer at skulle betale en godtgørelse, hvis reglerne for samtykke ikke er opfyldt. I et sådan tilfælde kan der være tale om en overtrædelse af persondatareglerne.

Derfor opfordrer han andre, der får samme idé, til at være meget forsigtige.

- Når det har med helbredsoplysninger og sociale medier at gøre, så skal man passe utroligt meget på, for det kan være enormt svært at styre, siger han.

På trods af professorens advarsler, fortryder Mads Kjærsgaard ikke, at klubben selv satte gang i en smitteopsporing.

- Det ændrer ikke på, at vi føler, vi har gjort det rigtige.

Opslaget blev fjernet fra klubbens Facebook-gruppe i weekenden, da klubben ifølge et opslag i gruppen ikke længere så nogen grund til, at navnene stod der længere.