GPS’er løser ikke problemet alene: I Nørresundby skal små forhindringer holde på de demente

Plejehjemmets indretning, personale og aktiviteter bør også være en del af løsningen for at sikre sig mod bortkomne demente.

GPS'er om hals eller håndled er i brug på plejehjemmet i Nørresundby, men de kan ikke løse alle problemer. (Foto: © Katrine Seier, DR Nórdjylland)

I Aalborg Kommune alene er omkring 150 personer blevet udstyret med en GPS for at forhindre, at de forlader deres bolig og forsvinder ud i det blå.

Men et GPS-armbånd om håndleddet eller en chip i skoen, der kan give besked, når en dement går ud af døren, er ikke tilstrækkeligt for at sikre at færre demente bliver væk i fremtiden.

Sådan lyder det fra flere folk i branchen i kølvandet på at to demente i løbet af de seneste ti dage er meldt savnet i Nordjylland, hvoraf den ene, en ældre mand fra Sindal, der forsvandt lørdag d. 13. januar, endnu ikke er dukket op.

På demensplejehjemmet Lions Parken i Nørresundby benytter man sig ud over GPS af en række værktøjer for at forhindre de demente i at komme på afveje.

Ved plejehjemmets hoveddør har man eksempelvis installeret en dørsluse, hvor beboerne ad to omgange skal trykke manuelt på knapper for at åbne dørene.

- Vi arbejder ud fra at lave små forhindringer. Man skal have lov til at komme ud, når man har lyst, men vi vil rigtig gerne gå med. Vi har haft slusedøren i et års tid, og der har vi ikke haft nogen, der er gået ud, uden at vi er fulgt med, fortæller plejehjemsleder Jakob Tøgersen.

Slusedørene er desuden lavet i matteret glas, der gør det svært at kigge ud, mens vinduerne ud til plejehjemmets lukkede gårdhave modsat er lavet i klart glas, så beboerne nemmere lade sig friste i den retning.

- Vi vil gerne have beboerne til at gå derhen, hvor det er trygt, siger Jakob Thøgersen.

GPS'er ikke andet end teknologi

Der findes ikke præcis tal på, hvor mange demente, der eftersøges hvert år, men Alzheimerforeningen vurderer, på baggrund af tal fra Nordsjællands Politi, at det drejer sig omkring tusind personer om året på landsplan.

På Lions Parken udstyrer man kun beboerne med GPS’er i de tilfælde, hvor det er særligt nødvendigt. Det kan være en beboer, der virker rastløs eller en beboer, som man egentlig vurderer til at kunne klare sig selv udenfor, men vil have sikkerhed for at kunne finde igen, hvis de ikke selv kan finde hjem.

En af ulemperne ved brug af GPS kan være, at GPS’er skal oplades jævnligt, og hos Alzheimerforeningen såvel som Nationalt Videnscenter for Demens tager man sine forholdsregler i forhold til brugen af GPS-teknologi.

- Vi opfordrer bestemt kommunerne til at anvende GPS, men det er kun teknologi, og det kan ikke erstatte den menneskelige omsorg, der skal til. Der skal være tilstrækkeligt personale, så man for eksempel hurtigt kan følge efter, hvis det viser sig på GPS'en, at personen har bevæget sig ud et sted, hvor han eller hun ikke kan finde hjem igen, siger Nis Peter Nissen, direktør for Alzheimerforeningen.

Hos Nationalt Videnscenter for Demens, opfordrer uddannelsesleder Karen Tannebæk til, at man tager flere forskellige midler i brug.

- Der er mange parametre, man kan arbejde med. Man skal ikke tro, man kan løse det hele med en chip eller GPS, siger hun.

- Man kan kigge på, om man har personale til stede på de rette tidspunkter, og om de har tid til at give de her beboere den rette kontakt og pleje og omsorg. Og om man har de rette rammer, der kan forhindre de her ulykkelige tilfælde.

Op mod 87.000 personer i Danmark menes at have en demenssygdom.