Ti meter strand og klitter. Så meget kyst, oplever man i nordjyske Tversted, at der hvert år forsvinder ud i havet.
Det er den største kysterosion i Danmark - det er altså her, at havet spiser allermest af kysten.
Og sådan har det været siden 2015.
- Førhen annoncerede vi med, at vi havde en af de bedste strande i Danmark med klitter, hvor man kunne ligge ugeneret. Det er jo væk nu, og det dur ikke længere at sige, at man har den bedste strand. Det er jo en illusion, siger Kurt Trynskov, der har Aabo Camping, der ligger en kilometer fra stranden i Tversted.
Beboere og sommerhusejere i området mistænker, at erosionen af stranden skyldes Hirtshals Havn og særligt udvidelsen af havnen i 2015. De vil derfor nu have undersøgt, om de to ting hænger sammen - det er nemlig i støbeskeen, at Hirtshals Havn snart skal udvides igen.
Havneudvidelse skal tjekkes
Borgere i Tversted-området mener, at udvidelsen af havnen i Hirtshals har påvirket stranden i Tversted samt at store mængder sand graves op fra sejlrenden. Herefter bliver en del af sandet transporteret sydpå.
Hvis det stod til naturens kræfter alene, ville sandet i stedet blive transporteret nordpå mod Tversted.
Og det er altså årsagen til, at der sker så stor en erosion af kysten hvert år, ifølge beboergruppen.
- Det, at bygge en havn og moler, der rager næsten en kilometer ud i havet, er en indgriben i naturens orden. Så man skal analysere, hvilken konsekvens det har, og man skal i så vid udstrækning som muligt kompensere eller neutralisere den konsekvens, siger Svend Erik Kristensen, der er talsmand for beboere og turisterhvervet langs Tannisbugt.
Beboergruppen fik i december 2022 lavet en undersøgelse af NIRAS, der viser, hvor meget sand der enten er tilført eller forsvundet til området siden 1995. Her mener beboerne, at det konkluderes, at Hirtshals Havn påvirker erosionen ved Tversted Strand.
Kommune: 'Det er naturlig udvikling'
Men hos Hjørring Kommune har de en anden opfattelse af, hvorfor stranden bliver mindre ved Tversted.
Hjørring Kommune medgiver, at tidligere havneudvidelser kan have haft en påvirkning på andelen af sand ved stranden.
- Men de seneste havneudvidelser har ikke nogen betydning, siger Thomas Lomholt, der er specialkonsulent i Hjørring Kommune.
Ifølge Thomas Lomholt skyldes ændringerne i stedet sandbølger.
Overordnet set er sandbølger særlige revleformationer i sandbunden. De styres blandt andet af vindens styrke, der påvirker havet, som til sidst danner sandbølgerne.
Sandbølgerne påvirker, hvor meget sand, der passerer i området over året, og de kan være enten stærke eller svage i styrke.
Formationerne bevæger sig fra vest mod øst, og når sandbølgerne er svage, spiser de meget af stranden i Tversted.
- Formationerne bevæger sig hele tiden, og man oplever en ret voldsom erosion ved stranden i Tversted lige nu. Men formationerne bevæger sig væk igen med tiden, og så bygger stranden sig op igen, siger Thomas Lomholt.
Ekspert peger på sandbølger
Hos Peter Frigaard, som er lektor på Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, peger pilen også mod, at sandbølger er skyld i den voldsomme erosion ved Tversted Strand.
- Som udgangspunkt har begge parter ret. Hirtshals Havn kan give lidt øget erosion blandt andet i Tversted-området, siger Peter Frigaard.
- Men samtidig er sandbølger og årlige variationer nok af større betydning end Hirtshals Havn. Sandbølgerne har gjort, at der har været usandsynligt meget erosion af Tversted Strand de seneste år.
Ifølge Peter Frigaard vil tendensen vende igen, og mængden af kysterosion vil blive mindsket igen med årene.
- Det forventer vi. Den naturlige tilbagerykning af vestkysten i det her område er 1-2 meter om året, og hvis man forhindrer det nogle steder ved kysten, får man øget erosion andre steder. Så det er en politisk beslutning, om man vil gøre noget mod erosionen, siger Peter Frigaard.
Hjørring Kommune og Kystdirektoratet har forud for den nye havneudvidelse nu påbegyndt en undersøgelse af, hvad kysterosionen ved Tversted Strand skyldes.