Kirkens Korshær: Flere har brug for at sove på vores varmestuer

I Aalborg er antallet af sovende gæster på varmestuen steget med 60 procent.

Ifølge Jonas Jakobsen, der er leder af Kirkens Korshær i Aalborg, er det stigende antal overnatninger i varmestuen udtryk for, at flere lever under umenneskelige vilkår.

Varmestuen er sidste udvej, når sulten og søvnen presser sig på. Og det gør den for et stigende antal mennesker.

- Vi tager os af flere og flere i alle større byer, siger Jonas Jakobsen, der er leder af Kirkens Korshær i Aalborg.

På bare to år er der næsten 60 procent flere, der overnatter i Kirkens Korshærs natvarmestue i Aalborg.

I de første fem måneder af 2015 havde natvarmestuen i Aalborg i snit 670 brugere om måneden. Det tal er i 2017 steget til 1.044.

Jonas Jakobsen har ikke tallene for de andre byer - men ifølge lederen er de på vej og vil vise en stigende tendens.

- Tallene er udtryk for, at der er flere personer, der lever under nogle vilkår, som jeg synes, er umenneskelige. Det er mennesker, som fortjener bedre, men er nødt til at søge hjælp hos os, fordi de ikke har andre muligheder, siger Jonas Jakobsen.

Tallene kommer som en overraskelse for Mai-Britt Iversen fra Socialdemokratiet, der er socialrådmand i Aalborg.

- Vi skal have gjort noget ved det. Men før vi kan gøre det, skal vi vide, hvad grunden er. Vi skal vide, hvem de er, og hvorfor de kommer, og hvorfor de kommer i så stort tal, siger hun.

Mai-Britt Iversen skønner, at der er mange nye østeuropæere og grønlændere blandt varmestuens gæster.

- Og så ser vi også en stigning af psykisk syge danske kvinder - både på varmestuen og hos kommunen, hvor vi bruger langt flere penge på botilbud. Skyldes det mangel på pladser i psykiatrien? Sådan noget skal vi have undersøgt for at kunne gribe ind, siger hun.