Kirkerne er for dyre at vedligeholde – og flere må derfor undvære renovering

Det er nødvendigt at prioritere, hvilke kirker der fremover skal renoveres, mener Folkekirken.

Vorning Kirke i Viborg Stift er bygget i middelalderen, og det er særligt den type kirker, der kan risikere at blive vedligeholdt mindre fremover. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup)

Når du fremover kommer forbi en af landets mange kirker, står den måske ikke så nykalket og gennemrestaureret som i dag.

Vedligehold af kirkebygningerne river i pengepungen hos mange menighedsråd, og derfor skal fem stifter nu lære at prioritere, hvilke kirker der skal renoveres, og hvilke der i højere grad skal stå urørt.

Blandt andet er Aalborg Stift med i projektet, og her ser biskop Thomas Reinholdt Rasmussen det som et nødvendigt tiltag.

- Det er kulturhistoriske klenodier, og dem har Folkekirken opgaven om at holde i stand. forklarer han.

- Omvendt er det også klart, at nogle af de områder, kirkerne står i, er tyndtbefolkede områder, og derfor har vi behov for at vide, hvordan vi bruger vores ressourcer rigtigt.

Tanken er, at kirkerne skal rangeres af Nationalmuseet, alt efter hvor stor kulturhistorisk værdi, de har.

Samtidig skal menighedsrådene se på besøgstallene i kirkerne, når de beslutter, hvilke af dem der har brug for en kærlig hånd.

- Håbet er, at alle de vigtige kirker klarer sig igennem uden at forfalde, og at man samtidig kan få lagt energien, der hvor man har kirkelivet, siger projektleder Maj Bjerre Dalsgaard fra Folkekirkens uddannelses- og videnscenter.

Mindre brug af landkirkerne

Baggrunden for projektet er, at det efterhånden er blevet sværere at vedligeholde kirkerne på landet. Det er sket i takt med, at flere er flyttet ind til de større byer.

- Vi har en kæmpe rigdom af kirker, som ligger steder, hvor der ikke længere er ret mange folk, forklarer Maj Bjerre Dalsgaard:

- Det betyder, at de ikke har så mange menneskelige ressourcer og heller ikke så stort et økonomisk grundlag for at holde gang i kirkerne.

Ifølge projektlederen skal vi dog ikke frygte for, at kirkerne - og særligt dem på landet - kommer til at forfalde.

De kommer ikke til at fremgå mere slidt end normalt, når familien skal til for eksempel julegudstjeneste, understreger hun.

- Jeg forestiller mig ikke, at det vil have den store indflydelse for kirkegængerne, siger Maj Bjerre Dalsgaard.

I Aalborg Stift forsikrer biskop Thomas Reinholdt Rasmussen også, at det fortsat bliver muligt at få gode oplevelser i sin lokale kirke.

- Vi vurderer fra kirke til kirke, hvor kraftig vedligeholdelsen skal være, men det er klart, at der ikke er nogle af kirkerne, der tages ud af brug.

Udover Aalborg Stift har også stifterne i Viborg, Lolland-Falster, Roskilde og Ribe deltaget i projektet.

Ifølge biskop i Aalborg Stift Thomas Reinholdt Rasmussen er det i dag svært for menighedsrådene at prioritere, hvilke kirker der skal vedligeholdes. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup)