Kjeld fik en hjerneblødning: Nu hjælper musik ham med at gå igen

Forskere fra Aalborg Universitet er ved at undersøge, hvordan musik og lyde kan motivere under genoptræning.

I forsøget afspilles der kun lyd eller musik, når patienten laver en øvelse korrekt. Det giver kontant afregning, og gør det nemmere at korrigere sine øvelser, mener Kjeld Levorsen. (Foto: © Asta Pil Heltborg, DR)

Kim Larsen drøner ud af højtalerne, når 69-årige Kjeld Levorsen tager et skridt.

Men hurtigt afbrydes musikken af en skrattende lyd.

Kjeld Levorsen har ikke bøjet sit ben helt korrekt, og en sensor på hans ben afslører det.

Derfor stopper musikken brat, og det er først, da han igen tager et skridt på den korrekte måde, at musikken fortsætter.

Sådan ser genoptræningen ud for Kjeld Levorsen for tiden, da han er med i et nyt projekt kaldet HearWalk ved Aalborg Universitet.

Her er forskere ved at undersøge, hvordan musik kan bruges som motivation, når man skal genoptrænes.

Kjeld Levorsen havde en hjerneblødning i slutningen af februar, og han er nu ved at træne sin evne til at gå.

- Før kunne jeg gå, bruge min venstre arm og køre bil. Jeg levede et almindeligt familieliv. Det håber jeg på, at jeg kan komme tilbage igen. Jeg vil gerne på ferier og til Volbeat-koncerter, siger Kjeld Levorsen.

Her kan du se, hvordan sensorerne og systemet virker. Der bliver kun afspillet lyd, når Kjeld Levorsen tager et skridt på den korrekte måde.

‘Musikken giver kontant afregning’

Der er mange gentagelser af de samme øvelser, når man skal genoptræne en del af sin krop.

- Det er de mange gentagelser, der har bragt mig her til, hvor jeg er i dag. For bare tre uger siden kunne jeg ikke gå uden gangstativ, men nu går jeg selv rundt, siger Kjeld Levorsen.

Kjeld Levorsen mener derfor også, at det er positivt, at man nu afprøver at lave øvelser med sensorer på kroppen og musik i højtalerne.

- Øvelserne kan godt blive lidt ensformige. Og når der er mange gentagelser, kan det være fint, at det ikke er fysioterapeuten, der hver gang skal sige, hvad man skal ændre, siger Kjeld Levorsen og fortsætter:

- I stedet tager elektronikken over, og man får kontant afregning, når musikken stopper. Det gør det nemmere at korrigere sine øvelser, siger Kjeld Levorsen.

Kjeld Levorsen med hans fysioterapeut, Kristian Aagaard. De har samarbejdet om at få Kjeld Leverson på benene igen efter en hjerneblødning. (Foto: © Asta Pil Heltborg, DR)

Musik giver motivation

HearWalk-projektet har siden januar hjulpet 14 patienter fra Neuroenhed Nord i Brønderslev.

Projektet kører helt frem til september, men allerede nu ser erfaringerne umiddelbart gode ud.

Og det er sød musik i Prithvi Kantans ører. Han er Ph.d.-studerende og en af forskerne bag projektet.

- Vi mener, at musikken kan bidrage med mere motivation og engagement under træningen. Det er meget vigtigt, at patienterne bliver ved med at træne, så de kan få det mest optimale resultat af deres genoptræning, siger Prithvi Kantan.

Idéen med HearWalk-systemet er, at patienten får feedback med det samme på, hvordan de udfører øvelsen. Feedback får de gennem lyd og musik.

- Lyde og bevægelser har en meget naturlig forbindelse. Mange har et tæt følelsesmæssigt forhold til musik, og det kan være motiverende på anden måde end andre former for feedback, siger Prithvi Kantan og fortsætter:

- Når man hører sit yndlingsmusik, men musikken forsvinder, hvis man for eksempel ikke holder sit ben på den korrekte måde, kan det muligvis motivere en til at prøve endnu mere.