Kommuner mangler sommerafløsere i hjemmeplejen: Anne ville hellere være poder

Kommunerne oplever, at særligt unge hellere vil være podere på landets testcentre.

Anne Therkildsen startede som afløser i hjemmeplejen i august sidste år. For nyligt skiftede hun til jobbet som poder. (Foto: © Magnus Munk Kristiansen, DR Nórdjylland)

For Anne Therkildsen består arbejdsdagen som poder af den samme opgave flere timer i træk.

Vatpinde i næsen. Først det højre næsebor. Så det venstre. Den ene person efter den anden.

Men selvom jobbet kan virke ensformigt, er hun glad for, at hun for et par uger siden skiftede fra jobbet som afløser i hjemmeplejen.

- Jeg havde en veninde, der blev poder, og så fik jeg lønnen at vide. Og så tænkte jeg: ’Hold da op!’ fortæller den 20-årige nordjyde.

- Det er ikke lige så stressende at være poder, som det er at være i hjemmeplejen. Og som ung med sabbatår er der mulighed for at tjene mange flere penge som poder.

Hos flere kommuner landet over oplever man lige nu, at det er blevet langt sværere at finde sommerafløsere til hjemmeplejen.

Og hos kommunerne mener man, at det især skyldes, at unge mennesker som Anne Therkildsen, der plejer at være afløsere, i år hellere vil arbejde som podere i landets testcentre.

Mangler 40 afløsere

I Vesthimmerlands Kommune plejer vagtplanen for sommeren allerede at være på plads i starten af juni.

Men det er den langt fra i år.

- Vi kan mærke, at vi har haft svært ved at rekruttere blandt dem, vi plejer at rekruttere imellem – nemlig de unge studerende og andre ledige ufaglærte, fortæller kommunens ældrechef, Per Nielsen Elb.

Lige nu mangler man i Vesthimmerland op mod 40 afløsere hen over sommeren. Men problemet er ikke kun gældende her.

- Når vi taler på tværs af kommunerne chefer imellem, er det tydeligt, at den store mængde unge mennesker især - og andre ledige - har fået job som podere i de podestationer, der er rundt omkring i landet.

Allerede nu er der ansatte, der må arbejde ekstra og tage flere vagter.

Selvom man har forsøgt at opstøve nye afløsere på forskellig vis, er det svært at konkurrere med både regionerne og de private leverandører af hurtigtests.

- For os er der også en udfordring i, at det er forholdsvis godt lønnet at være poder. Og så ser det ud til at være et attraktivt job, siger Per Nielsen Elb.

I klippet forklarer Anne Therkildsen, hvorfor hun skiftede til jobbet som poder.

For Anna Therkildsen betød jobskiftet, at hun nu har en timeløn på cirka 180 kroner, når forskellige tillæg regnes med. Det er ifølge hende cirka 50 kroner mere, end hun tjente som afløser i hjemmeplejen.

Selvom hun egentlig var glad for både borgere og kollegaer i hjemmeplejen, betyder den højere løn og arbejdsvilkårene som poder meget.

- Jeg har også sabbatår, fordi jeg gerne vil tjene nogle penge, til når jeg igen skal studere. Jeg tror, der er mange unge, der tænker sådan, siger hun.

FOA: Kommunerne risikerer ikke at kunne tilbyde rengøring

Flere kommuner bekræfter over for DR, at de også mangler afløsere til sommerferien.

Det samme billede oplever en af landets største faglige organisationer.

- Det er et kæmpe problem, for det betyder, at kommunerne enten skal skære ned på den kvalitet, man leverer til borgerne, eller at man skal sige til medarbejdere, at de ikke kan få sommerferie eller skal arbejde ekstra, siger Torben Klitmøller Hollmann, sektorchef i social- og sundhedssektoren i FOA.

I yderste konsekvens kan kommunerne ifølge ham komme til at stå i en situation, hvor borgerne for eksempel ikke kan tilbydes rengøring eller lignende.

I forvejen kæmper kommunerne i sommerperioden med flere andre fag om at få fingrene i arbejderne. Men nu skal man altså også konkurrere med muligheden for at blive poder.

Derfor mener FOA, at kommunerne godt kunne skrue op for lønningerne, så man blev mere konkurrencedygtige.

- Selvfølgelig er det svært at tiltrække de unge, hvis man kan gå et andet sted hen og have det lige så godt til en højere løn. Så vælger de jo typisk det, siger Torben Klitmøller Hollmann.

Sætter lup på et større problem

Lønstigninger nu og her er man dog ikke klar til hos Kommunernes Landsforening.

- Vi har et forhandlingssystem, som vi er en del af, hvor vi blandt andet forhandler overenskomster og ansættelsesvilkår. Jeg tror, det er fornuftigt, at vi fastholder den model, siger direktør Christian Harsløf.

Hos landsforeningen understreger man, at alle borgere skal have den hjælp, de har ret til. Men den nuværende situation er et billede på en større problematik, der kræver handling.

- Når vi kommer i den her situation, så er det, fordi der generelt er mangel på personale på ældreområdet. Det er sådan set godt, at vi får sat lup på det i den her lidt specielle situation, hvor vi kan mærke, at der er en vis konkurrence med testcentrene.

- Det her er et vigtigt wake up call for os alle sammen til, at vi skal have fokus på rekruttering inden for området, siger Christian Harsløf.